"Han skal på efterskole, og det glæder vi os alle sammen til!"
Min stemme var overlegen, når nogen spurgte, hvad min teenagesøn skulle lave efter sommerferien. Jeg mener: Hvem kan ikke undvære en 16-årigs rod, tomme colaflasker, halvtømte chipsposer og enorme mængder af vasketøj?
"Vi opdager såmænd slet ikke, at han er væk. Han sidder jo alligevel altid inde ved sin computer, eller også er han aldrig hjemme," sagde min kloge kone, når vi debatterede, hvordan det ville blive en stor del af det kommende år at være forældre til en enkelt pige på 19.
Og jeg supplerer villigt: "Det eneste, vi mærker, er regningerne fra efterskolen".
Selv er han knap så overbevist om efterskolens velsignelser.
"Jeg gør det mest for jeres skyld," melder han betænkeligt ud et par dage før starten - en holdning, der holder i cirka 20 timer. Så er han solgt til efterskoleliv, der byder på lige så mange nye kammerater og lige så mange nye kontakter, som der kan være lus på en enkelt efterskoleelev.
For lus - det er åbenbart fast ingrediens i det at gå på efterskole.
Omtrent lige så længe, han er om at acceptere livet på efterskolen, er vi om at finde ud af, hvor meget vi savner ham.
Ingen ranglet teenager, der siger "Hej paps". Ingen høj musik fra hans lille værelse. Ingen flabede bemærkninger til middagsmaden.
Til gengæld hektisk aktivitet og ideligt ringende mobiltelefoner, når han for en kort bemærkning kigger hjem.
"Det bliver sådan, vi får det, når de flytter hjemmefra", siger vi til hinanden, min kloge kone og jeg.
"Næsten ligesom da vi var unge. Vi kan gøre, hvad der passer os," tilføjer jeg eftertænksomt.
Men vi tager fejl. Vi er ikke unge, og vi er bundet af andre strenge end for 30 år siden.
Vi kaster os over telefonen, når den ringer, og vi kan se, det er ham.
"Jeg har SMS'et lidt med min søn i dag," siger min kloge en lille smule overlegent, og jeg skumler, fordi det ikke er mig, han har kontaktet.
Næste dag ringer han til sin far - selvfølgelig - og selvom hovedbudskaberne kan koges ned til "Send flere penge" og "hvornår kommer min knallert til at køre ordentligt", suger jeg hvert et ord til mig.
"Jeg snakkede for resten med knægten i dag," siger jeg henkastet, da vi spiser aftensmad.
"Han ringede til mig," fortsætter jeg for at sætte trumf på.
Min kloge kone kommenterer ikke min lille bemærkning, men sætter sig senere på aftenen til at skrive intenst med sit afkom på computeren.
Men rigtigt er det selvfølgelig, at knægtens ophold på efterskole er en forsmag på en tilværelse efter tiden med børn.
Selv føler jeg, at jeg ser børn alle vegne. Små rollinger, der griner og tumler rundt. Dejlige unger på 10 - 12 år, der går på opdagelse i den første del af det store liv. Og jeg fatter ikke, hvor tiden de sidste 15 - 20 år er forsvundet hen. Hvad har vi dog lavet?
Højdepunktet er selvfølgelig den dag, knægten kommer hjem på weekend.
Han entrer huset med følgende to bemærkninger: "Hej! Hvad skal vi have at æde. Og for resten: I skal nok ikke regne med, at jeg er hjemme i aften, og måske ser i mig først i morgen eftermiddag. Kan du for resten køre mig ind til byen, far?"
Hvor det er rart at mærke, at han har savnet os!