Log på Forside
 
Humor og tristesse
14 noveller om livet på landet
Svævende kornmark af Poul Anker Bech pryder forsiden af novellesamlingen Tvivl.

Humor af den underfundige slags og gode, detaljerede beskrivelser af mennesker og miljøer. Men også mismod, ensomhed, sygdom og alderdom har stor vægt i de 14 fortællinger om livet på landet, som udgør novellesamlingen Tvivl.

Fortællingerne er udvalgt blandt de næsten 200 bidrag, der blev indsendt til den novellekonkurrence, Landbrugets Kulturfond udskrev i 2004. Her var opgaven at skrive noveller med udgangspunkt i et nutidigt landbrugs- eller landsbymiljø.

Rigtig mange af bogens klip fra livet i landets yderområder er særdeles godt fortalt og går ind under huden på personerne. Der er let overvægt af historier om aldrende landmænd, men også beretninger om unges gøren og laden. Ikke kun solstrålehistorier, men klip, der giver anledning til eftertænksomhed. En ganske grum fortælling er Mikkel Sandahls høsttid om to unge venners første drukgilde.

Tro, håb og tvivl

En grundstemning af tristesse glider som et bagtæppe gennem de fleste af novellerne.

Som der står på bogens omslag, kunne det samlede motto for novellerne passende omskrives til :Tro, håb og tvivl.

Tvivl er titlen på Marianne Jørgensens vindernovelle, som naturligvis indleder samlingen. Øvrige forfattere er Dorthe Nors, Susanne Andersen, Tilde Ann Jensen, Knud Erik Pedersen, Mette Katrine Gintberg, Liva Skogemann, Ulla Thorøe, Vibeke Marx, Ingeborg Sebbelin, Hanne Elisabeth Schultz, Anne-Marie Glistrup, Mikkel Sandahl og Peter R. Dahm. I bogen er der korte biografiske beskrivelser af dem alle.

"Tvivl - 14 fortællinger om livet på landet". Forord af Knud Sørensen. 127 sider. kr. 159. Forlaget Hovedland A/S . tlf. 86 27 65 00. www.hovedland.dk

Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: