Haveredskabernes rette brug og anvendelse hører med til dagens program.
Havebrugsudvalget i Dansk Landbrug arrangerer hvert år et heldags havebrugskursus med varierende emner fra år til år. I år foregår det tirsdag 18. oktober I Bjerringbro.
Alle er velkomne, men tilmelding er nødvendig.
Dagen starter med kaffe og rundstykker. Mange kommer langvejs fra, og det er dejligt med en kop kaffe, indtil alle når frem.
Græs og blomsterløg
Grønne glæder er noget, vi alle sætter pris på. En dejlig blød græsplæne omkring ejendommen, gården eller huset er helt uundværlig.
Så hvad er mere nærliggende end at høre om, hvilke slags frø man skal vælge, og hvordan plænen skal passes og plejes med gødning osv.
En repræsentant for firmaet Dæhnfelt kommer og fortæller, hvordan og hvornår det bedste tidspunkt er for såning og klipning med videre.
Man kan også få svar om de mange forskellige blomsterløg, der findes. Hvert år kommer der flere nye sorter af blomsterløg på markedet. Ikke alle er lige holdbare, men alligevel er det sjovt at prøve nogle nye slags og andre farver.
Æbler og japansk
Om formiddagen kommer Villy Mougaard fra Blomstergaarden og fortæller om sunde æblesorter. Han har stor viden om frugttræer og er ved at etablere en pometafdeling med 150 sorter på Blomstergaarden mellem Viborg og Rødding.
Børge Christensen, der har en meget smuk japansk inspireret have i Alsø, vil vise og fortælle, hvordan man kan anlægge en sådan have og passe og pleje den. Hans have
indeholder et væld af planter, lige fra de alpine, japanske ahorn, sjældne bregner, hosta, primula og stenbedsplanter.
Orla Højris fra Højris Planteforum i Bjerringbro præsenterer aktuelle blomster, buske og træer, og en medarbejder fra Byggecentret demonstrerer haveredskaber og deres brug.
Der vil i lokalet være udstillinger af blandt andet blomster, buske og træer fra Højris Planteforum, spændende potteplanter fra Skibelund gartneri, dekorationer af årstidens blomster fra egne haver og en fotoudstilling af billeder fra mange haver rundt omkring i landet. Desuden vises haveredskaber og tilbehør til haven fra byggecentret, og der er udstilling og demonstration om blomster og planter fra Børge Christensen japanske have.
Deltagerpris for kursus med to gange kaffe og brød er 125 kr. Frokost, bestående af pålægsfade og brød (pris 40 kr.) kan bestilles, men frokostpakke må gerne medbringes. Dagen slutter med kaffe og kage og naturligvis et stort amerikansk lotteri - der er også gevinster på indgangs billetterne. Så velkommen til en hyggelig og lærerig havekursusdag i det midtjyske.
Landhavekursus tirsdag 18. oktober, Kkl. 9.30 til ca. 16.00 på Starks Byggecenter, Hejmsdalsvej 1, 8850 Bjerringbro. Tilmelding kan ske til Åse Poulsen tlf. 9717 1851, Ketty Kragh tlf. 8645 4350, Regionskontoret tlf. 9614 4000 eller til Inger Bach tlf. 8668 2421, som bedst træffes inden kl. 8.30. Beskeder kan eventuelt indtales på telefonsvarer.