Foto: Terkel Christensen.

Peter fortæller ved vildtbanestenen.

Den ser ikke ud af meget. En lille tilhugget granitsten med nogle utydelige bogstaver og tal foran et dige i kanten af Peter Christensens skov. Men Peter, der har drevet land- og skovbrug på sin ejendom nær Hovedgård i Østjylland de sidste 20 år, er ikke i tvivl om dens værdi. Han har gravet dybt i gamle kilder og kan fortælle de utroligste historier med udgangspunkt i den lille sten og jordvolden bagved.

Vi står under skovens høje træer ved et dige og et otte km langt skel, der omkredser Testrup Skov. Peter fortæller, at skoven engang var en privat mands jagtterræn midt inde i kongens ukrænkelige vildtbane. Ved et nærmere eftersyn anes årstallet 1754 i den ru sten.

"Det var den jagtglade konge, Frederik 2., der skabte de store vildtbaner, blandt andet omkring Skanderborg. Den strakte sig fra Hald ved Viborg til Horsens Fjord i syd," fortæller Peter.

"De fleste kender nok de halvanden til to meter høje vildtbanesten, som har markeret terrænerne, så ingen kunne være i tvivl. Her var jagt forbudt, og straffen for overtrædelse var nådesløs og hård. Blev en adelsmand grebet i ulovligheder, kom han i fængsel, mens alle andre fik strikken om halsen og hængt. Joh, den gang var jagt også en værdifuld resurse, som der blev værnet om."

Det særlige ved Peters "vildtbane" er, at den lå dybt inde i kongens jagtdistrikt, og at den stadig nu så mange år efter er markeret med jordvolde og skelsten.

Ejerlav ældst

Det er ikke alle skel, der er så markante som Peter Christensens jorddige. Landskabets skel kan nemlig også være naturlige, såsom vandløb eller en bakkekam.

Efter sidste istid slog jægere og samlere sig ned i landet. De har ikke efterladt sig mange tydelige spor for eftertiden. Måske var det landskabets naturlige barriere, der opdelte landet?

Men da de blev bønder og bofaste, kunne der være behov for at markere de små samfunds enemærker. Gennem jernalderen og frem til middelalderen flyttede landsbyerne for hvert 50-100 år. Formålet var at udnytte de næringsrige områder, der automatisk opstod tæt på en beboelse, når husene alligevel skulle udskiftes på grund af brøstfældighed. Flytningen skete dog inden for et fastsat område, der var den enkelte landsbys ressourceområde - det, der svarer til de senere ejerlav.

I de tæt bebyggede dele af landet er opdelingen af ressourceområder/ejerlav måske allerede etableret i jernalderen, hvilket middelalderens landsbyer byggede videre på og mange steder stadig anvendes i dag! Ejerlavene er således byggestenene for de senere opdelinger, der er sket af landet.

Ejerlavsgrænserne tog dengang som nu udgangspunkt i de naturlige skel i landskabet, for eksempel et vandløb, en vej eller en landskabsændring, da de ikke krævede noget arbejde at etablere. Som skelmarkeringer anvendte man også gravhøjene, der oftest lå markant i landskabet, og som derfor var velegnede til at angive ejerlavenes grænser.

Hvis der ikke var naturlige skel, byggede man ofte i stedet et dige, satte en sten eller rejste et hegn, der er kendetegnet ved at sno sig igennem landskabet følgende landskabets geografi.

Skattegrænse

Blandt de ældste danske menneskeskabte skel er sognegrænserne, som man etablerede samtidig med kristendommens indførelse.

Her blev foretaget en inddeling af landet i sogne, der var det område, hvis beboere søgte den samme kirke. Efterhånden som befolkningstallet voksede, blev der bygget nye kirker, og flere af de oprindelige sogne blev opdelt.

Til at finansiere de mange bygninger indførte kirken i 1100-tallet tiendeskatten, som sognets beboere skulle betale. Sognegrænserne skulle derfor afgrænse et bestemt område, der således også var en skattegrænse. Meget tyder på, at man til markering af sognegrænserne udnyttede de allerede eksisterende ejerlavsskel.

På 4-centimeterkort er sognegrænserne stadig markeret, og der findes i landskabet stadig dele af de oprindelige sognediger, som kan være mere end 800 år gamle.

Skoven får diger

Tidligere opgav man ævred efter høst og lod kreaturerne afgræsse de høstede marker. Denne tradition blev de fleste steder opgivet med udskiftningen, da bønderne ikke mere høstede på samme tidspunkt. Derfor opstod der nu behov for tydelige afgrænsninger mellem de enkelte gårdes jorder

Det var ikke kun grænser for ejerskaber, der blev etableret, men også mellem produktionstyper.

Gennem århundreder har der været en tydelig opdeling af skovene i overskov og underskov. Underskoven og dens produkter samt retten til græsning i skoven tilhørte bonden, mens overskoven tilhørte godsejeren.

I takt med øget behov for træ i form af brændsel og tømmer til skibsbyggeri steg presset på skovene. Samtidig græssede bøndernes kreaturer de mindre planter ned, hvilket resulterede i en tilbagegang for skovene. I 1805 var kun tre procent af det danske areal dækket med skov. Det måtte der gøres noget ved, hvis der også i fremtiden skulle være tilstrækkeligt med træ. For at hjælpe på dette gennemførtes i kongeriget i 1805 fredskovsforordningen.

Nu skulle skov og land adskilles. Det betød, at den århundred gamle opdeling af ejendomsforholdet i overskov og underskov blev fjernet, og landbrugets græssende dyr skulle holdes ude af skovene. For at markere denne opdeling opsattes rundt om skovene diger.

Terkel Christensen er biolog og freelance naturvejleder og kan kontaktes på terkelget2net.dk. Lars Kildahl Sønderby er Skov- og landskabsingeniør og naturvejleder ved Historiecenter Dybbøl Banke og kan kontaktes på lars1864.dk

Fredskovdige inde i skoven.

Det lille vandløb, gravhøjen og jorddiget i skellet mellem to naboers jorder kan have haft funktion som grænse i mere end 2000 år. Her et ejerlavsskel mellem Skjoldager og Skibelund øst for Gram. Diget danner også sogne- og kommuneskel.