Log på Forside
 
Spørg om haven
Orm i nødder
Foto:MF.
Orm i hasselnødder forårsages oftest af nøddesnudebillens larver.

Hvordan bekæmper jeg orm i hasselnødder?

Orm i hasselnødder forårsages oftest af nøddesnudebillens larver. Den voksne bille lægger sine æg i næsten udviklede hasselnødder. Larven ernærer sig af nøddekernen, og når nødden falder ned, borer den sig ud og gemmer sig i jorden. Det er først på dette tidspunkt, man kan se, at nødden har været angrebet. Larven ligger vinteren over gemt i jorden, før den om foråret forpupper sig. De fritgående høns er det bedste middel til bekæmpelse af nøddesnudebillens larver, når de går og skraber i jorden efter insektlarver og lignende. Så mit bedste råd vil være at plante nøddebuske i hønsegården. Der er ingen sprøjtemidler, der er effektive mod problemet.

VM

Orm i æbler!

Et spørgsmål til konsulenten i uge 37 drejede sig om svaret på et spørgsmål i Dansk Landbrug uge 33. Spørgsmålet lød: "Hvad er det for et middel, man kan sprøjte med mod orm i æbler, medens træerne står i fuld blomst?".

Jeg måtte blive spørgeren svar skyldig. Jeg ved ikke, hvem der står bag svaret, men som rubrikken "Spørg om Haven" er udformet, kunne det godt have været undertegnede, hvilket det imidlertid ikke er. Som udlært frugtavler må jeg advare enhver mod at sprøjte med noget som helst insektmiddel, medens træerne står i blomst. Det er bydende nødvendigt for, at vi overhovedet får æbler, at træerne bliver bestøvet af bier, enten humlebier eller honningbier. Hvis man sprøjter på åben blomst, er der fare for, at der bliver en dråbe sprøjtevædske liggende i blomsten. Når en tørstig bi kommer forbi, og den drikker af dråben, betyder det døden for bien. Bier er livsnødvendige for vore planter, derfor er det også forbundet med erstatnings- og strafansvar at forvolde skade på biavlerens husdyr. Jeg skal ikke sige, om der i dag findes et middel, som kan bruges sent på aftenen, når bier er gået til ro, men jeg tvivler på det. Under alle omstændigheder kræver det et meget indgående kendskab til det enkelte middel, styrke og sprøjtetidspunkt (på døgnet), som kun de færreste har.

Orm i æbler skyldes for det meste æblehveps, som lægger deres æg i den åbne blomst, hvorefter de nyklækkede larver gnaver sig ind i æblet. Den samme larve (orm) kan, når den har ædt kernerne i et æble, godt kravle over i det næste og fortsætte dér. Den bedste metode at komme orm i æbler til livs på er den gode, gamle økologiske metode med at fjerne ethvert angrebet æble, efterhånden som det falder ned fra træet. Ormene gemmer sig i jorden under træet vinteren over, inden de forpupper det følgende forår. På den måde er de som voksne tæt ved fødekilden. Fjerner man æblerne - de kan bruges til foder til høns, grise eller andre dyr, eller de bortskaffes med dagrenovationen - så fjerner man også den æblevikler, der er skyld i orm i næste års høst. Et par høns, der går og skraber i jorden under træet, gør metoden endnu mere effektiv. God æblehøst i 2006!

VM

Villy Mougaard.
Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: