Juhu - vi skal have risengrød!«
Vi er alene hjemme, min store datter og jeg. Og jeg har lige - med lidt beklagelse i stemmen - bekendtgjort aftenens menu.
Risengrød står ikke just øverst på min ønskeliste, når det gælder mad. Men jeg er ærlig talt træt og føler mig også en anelse sløj. Så jeg vælger den lette løsning - til den 19-åriges tilsyneladende begejstring.
Og hun har været ærlig, kan jeg se, da hun skovler skefuld på skefuld med risengrød, kanelsukker og smør indenbords.
Dagen før har hun spurgt, om hun må invitere klassen på besøg. Og selvfølgelig har jeg sagt ja.
»Hvis der kommer nogle kønne piger,« betinger jeg mig dumt.
»Der kommer ikke andet,« replicerer hun hurtigt, min egen kønne datter.
Dagen efter vil hun gerne have flyttet fjernsynet ud til sig selv i sit eget værelse langt væk fra resten af huset.
»Vi vil nemlig godt være lidt alene,« forklarer hun sin anmodning, da vi har vasket op efter risengrøden.
Selv er jeg mat af influenza og orker ikke at tænke på at slæbe et tungt fjernsyn tværs gennem huset ud til hende.
»Hvis jeg nu lover at holde mig væk,« prøver jeg forsigtigt.
»Så kunne I måske alligevel være oppe i stuen,« foreslår jeg.
»Så skal du altså også holde dig væk. Helt væk,« svarer hun og ser fast på mig.
»Vi vil nemlig gerne snakke pigesnak, og det kan man ikke, hvis der lusker sådan en far rundt.«
Jeg lusker overhovedet ikke rundt, tænker jeg fornærmet, men når heldigvis at stoppe mig selv, inden jeg får det sagt.
Hun anretter chips og cola på første sal - det er trods alt hverdag - og flytter puder og dyner op på sofaen foran fjernsynet.
Da de første piger ankommer, er jeg søgt ind i soveværelset. Ret beset passer det mig egentlig udmærket at ligge under dynen og se fjernsyn. De gode bøger, jeg længe har tænkt på at låne, har jeg igen glemt, men hvad: En god film er nu heller ikke at foragte.
Gode film er just ikke det, vores tre kanaler satser på denne hverdagsaften. Jeg skøjter hvileløst rundt mellem dem alle tre og kan følge med i både en håndboldkamp, en intellektuel diskussion og et quizprogram uden at anstrenge mig alt for meget.
På første sal kan jeg høre, at deres medbragte film er betydeligt sjovere end den intellektuelle diskussion i mit fjernsyn. Chips har jeg ingen af og slet ingen cola. Eller rødvin for den sags skyld.
Alligevel overmander søvnen mig trods pigefnis fra første sal og et fjernsyn, der bare bliver ved at køre.
Hun vækker mig et par timer senere.
»Du må godt komme frem nu. De er gået,« meddeler min store datter, da hun stikker hovedet ind ad døren.
»Jeg går i seng nu, jeg er træt. Godnat,« afslutter hun vores familiemæssige samvær den aften.
Selv kan jeg overhovedet ikke sove og må ty til et par glas af den gode vin, før jeg igen kan falde til ro.
Lavet noget i løbet af aftenen har jeg ikke fået gjort - af gode grunde. Jeg kunne jo ikke vise mig i mit eget hus. Men nu er det for sent - efter det med vinen.
Jeg lægger mig igen alene i den store seng og vågner først igen et par timer senere, da min kloge kone uventet kommer hjem.
»Hvad så - har du bare ligget der og snuet hele aftenen uden at foretage dig noget fornuftigt,« siger hun og lyder en anelse mere frisk, end hun kan være.
Jeg orker ikke at forklare, at min egen datter har henvist mig til soveværelset hele aftenen. I stedet vælger jeg den lette løsning.
»Jeg har været så dårlig hele aftenen og er først lige faldet i søvn,« forsvarer jeg mig i stedet.
»Ikke mere syg end at du har kunnet drikke rødvin,« fastslår min kloge kone, der med sit radarblik allerede har rundet køkkenet.
Resten af natten forløber helt roligt.