Log på Forside
 
I godt selskab med Dronning Ingrids gartner
Foto: Jørgen Kølle.
To dronninger i Gråsten Slotshave, hvor køkkenhaven gennem årene har haft en meget fremtrædende plads. Forhenværende slotsgartner John Henriksen fortæller i bogen om Dronning Ingrids køkkenhave bredt om hele slotshaven og specifikt om grønsagsdyrkningen.

Dronning Ingrid holdt ikke kun af blomster. Hun var også meget optaget af køkkenhaven på sit elskede Gråsten Slot. Grønsagerne blev ikke kun brugt til madlavning, mens også til dekorationer.

I forbindelse med brylluppet i 1998 mellem prinsesse Alexandra af Berleburg og grev Jefferson blev der lavet flotte og fantasifulde dekorationer med friske grønsager som gulerødder, radiser, små blomkål og krydderurter fra Gråstens køkkenhave. Alt arrangeret i et udvalg af slottets store samling af kobbertøj. Og ideen var naturligvis Dronning Ingrids.

Det kan man læse om i bogen »Dronning Ingrids Køkkenhave - i Gråsten Slotshave«. Her fortæller forhenværende slotsgartner John Henriksen på sin ligetil og personlige måde om samarbejdet med dronningen om haven. Det er blevet til mange muntre beretninger, der både udstråler stor respekt for dronningens viden om planter og haveanlæg og med et glimt i øjet, der beretter om hendes vilje til at få det, som hun ville.

Dronning Ingrid metoden

Der eksisterer eksempelvis en »Dronning Ingrid metode« til at flytte planter - på andre årstider end gartneren fagligt mener det bedst.

»Hvis de planter, der skal flyttes, hurtigt køres til deres nye plads, hvor hullerne allerede er gravet, så er det ikke sikkert, planterne opdager, at de er blevet flyttet,« argumenterede dronningen et forår, hvor hun ikke havde lyst til at vente til efteråret med at flytte nogle løvfældende buske.

»Behøver jeg at sige, at alle planter på nær én klarede flytningen,« lyder slotsgartnerens kommentar. »Retfærdigvis skal det dog også med, at der blev sørget for ekstra vand i tørre perioder.«

Havehåndbog

»Dronning Ingrids Køkkenhave« dyrker dog ikke kun det royale.

Slotsgartner John Henriksen øser også af sin faglige viden om dyrkning af grønsager, bær, frugter og nødder. Bogen kan derfor anvendes som håndbog for alle haveejere, for her er masser af gode, brugbare råd fortalt på en personlig måde. Og en kalender om årets gang i køkkenhaven er der også.

Indimellem kommer John Henriksen med forslag til, hvordan man kan anvende havens høst i madlavningen.

»Dronning Ingrids Køkkenhave - i Gråsten Slotshave« er udgivet af Det Kongelige Danske Landhusholdningsselskab. Pris 248,75 kr. www.1769.dk

43 41 17 69.

Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: