Log på Forside
 
Mink tilpasser sig naturen
Færre udslip fra minkfarmene vil ikke stoppe det uønskede rovdyr
Jagtudbyttet af mink fra 1970, hvor der blev fanget under 1.000 mink, til 2003, hvor jægerne fik ram på 5.500 styk. Kilde: Den danske Vildtudbyttestatistik.

Det er så godt som umuligt at udrydde en dyreart som minken med almindelige fredsommelige trådfælder. Det viser alle erfaringer, siger Tommy Asferg, seniorbiolog ved afdelingen for Landskabsøkologi ved Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) på Kalø.

DMU har undersøgt mink fanget i Thy og på Bornholm, og undersøgelsen viste, at omkring 80 procent af minken i naturen er født og opvokset på farme.

Undersøgelsen er lavet lige inden, der i sommeren 2002 blev stillet nye, skrappe krav til minkfarmes sikring mod udslip, men færre udslip gør det ikke nødvendigvis nemmere at komme af med det upopulære rovdyr.

For så længe der slipper farmdyr ud, som parrer sig med minken i naturen, vil de utilpassede gener blive videreført. Hvis der derimod slipper færre farmdyr ud i naturen, får de mink, der er i naturen, fred og ro til at tilpasse sig

"De bedst egnede vil formere sig, og gennem generationerne vil de blive bedre og bedre tilpasset ," forklarer Tommy Asferg.

"Hvis sikringen af farmene bliver effektiv, vil det nok først gå lidt ned for den fritlevende minkbestand, men bagefter kan der meget vel ske en ny opblomstring," siger biologen og understreger, at ingen ved, hvad der vil ske, men at det er en sandsynlig teori.

sls

Black Cross mink på vej ud.
Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: