Log på Forside
 
Sms-fælder kan ikke erstatte menneskeligt tilsyn
Selv om et nyt apparat sender en sms, når der er gået et dyr i fælden, skal den stadig tilses to gange i døgnet
Direktør Poul Dalgaard, Poda Hegn, med Smartswatch-udstyret, der giver meddelelser på mobilen, hvis der er gået et dyr i fælden.

Få en sms, når fælden klapper. Det er, hvad ny teknologi kan tilbyde. Men teknologien kan sandsynligvis ikke erstatte det lovpligtige tilsyn to gange i døgnet.

"Lovgivningsmæssigt går det nok ikke bare at vente på en sms, for i loven står der, at fælden skal tilses to gange i døgnet," siger Jens Peter Bundgaard, vildtkonsulent i Københavns Statsskovdistrikt.

Hos firmaet Poda, som sælger den nye "smartwatch"-teknologi, forestiller marketingkoordinator Henrik Stier sig heller ikke, at systemet helt kan erstatte det menneskelige tilsyn, men at man måske ikke skal tilse fælden så tit, når man ved, at der kommer en sms, hvis der går et dyr i den.

"En samvittighedsfuld skovløber vil nok tage en runde inden for et par dage - for en sikkerheds skyld," mener han.

Smartwatch'en kan for eksempel bruge et taletidskort og er lige så sikker som almindelig mobilteknologi, siger marketingkoordinatoren.

"Man skal selvfølgelig sørge for, at der er penge på kortet," tilføjer han.

Bombesikker

"Selve maskinen er nærmest bombesikker, den er både vandtæt og soldrevet," fortæller Henrik Stier.

Så maskinens sikkerhed afhænger i sidste ende af, hvor godt den er sat op. Smartwatch'en er nemlig et selvstændigt apparat, som skal tilsluttes fælden. Når fjederlemmen smækker, afbryder den et kredsløb - og straks sendes der besked til mobilen.

"Opsætningen er det springende punkt," mener Henrik Stier.

Men selv hvis fælden er helt korrekt sat op, kan teknikken svigte, og det er en af grundene til, at vildkonsulent Jens Peter Bundgaard ikke tror, at man kan komme uden om det obligatoriske tilsyn to gange i døgnet.

"I søfart har man også masser af elektronik og radarer, og alligevel har man stadig et menneske til at kigge ud ad vinduet," illustrerer han sin pointe.

I sidste ende ville det være en dommer, der skulle afgøre, om sms-fælden strider mod dyreværnsloven.

"Minken har ikke mange venner i Danmark, så måske er det fint nok," siger Jens Peter Bundgaard.

"Jeg tror i hvert fald ikke, at jeg på egen hånd ville anmelde nogen, der brugte teknologien."

Se mere på www.poda.dk

Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: