Log på Forside
 
Snak varmevalg med Energidoktoren
Energidoktoren er et nyt debatforum om varmevalg, som starter på Land&livs hjemmeside. Her svarer jeg på spørgsmål, og læserne kan komme med deres tips.
Skovene bugner af træ fra orkanen i januar. Måske var det en idé at supplere den dyre olie med et brændefyr? Eller man kunne jo også......Mulighederne er mange.

Skal det være stoker med træpiller, flis eller korn? Skal det være brændefyr, masseovn eller brændeovn? Skal det måske bare være en ny, superoptimeret oliekedel og et solvarmeanlæg? Eller måske noget helt fjerde. Det er spørgsmål, der optager mange danskere i dette efterår.

Med de stigende energipriser bliver det mere aktuelt at skifte olie ud eller supplere med et billigere alternativ.

For nogle ligger løsningen lige for, men for andre kan det være svært at gennemskue konsekvenserne af for eksempel at skulle til at fyre med brænde. Hvor tit skal man fyre? Hvor meget brænde skal der til på årsbasis, og hvad gør man, når man skal på ferie?

Derfor er det meget vigtigt, at man kan få belyst alle sider, inden man kaster sig ud i en større investering.

Træpiller kontra olie

For bare et år siden ville mange konsulenter sige: "Hvis du bruger 2.000 liter olie eller mindre om året, skal du ikke investere i træpillestoker, nyt fyrrum og fjernvarmerør tværs over gårdspladsen. Du skal købe en ny effektiv oliekedel og spare 20 procent."

Men med de oliepriser, vi ser her i efteråret, vil samme kunde pludselig have cirka 4.500 kr. til forrentning af fyrrumsinstallationer og fjernvarmerør.

Fortsætter prisstigningerne, er den ekstra investering tilbagebetalt i løbet af ganske få år.

Det er dog kun den økonomiske side af sagen. Det er også vigtigt, at man er parat til at lægge lidt mere arbejde i det at få varme i huset.

Selvom fyring med træpiller kommer nærmest det at have et oliefyr, er der dog nogle andre rutiner omkring rengøring af kedel og påfyldning af brændsel.

Kom med tips

Nu får du et nyt sted at hente gode råd om varmevalg. Land&liv starter nemlig på sin hjemmeside Energidoktoren, der er en debatside, hvor jeg besvarer spørgsmål ligesom her på Energi Zonen.

Det nye er, at du som læser selv kan kommentere andre læseres spørgsmål eller mine svar. På denne måde håber vi at få etableret en debatside, hvor vi vil få mange af jeres erfaringer og små tips frem i lyset til glæde for dem, der står over for det store valg.

Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: