Log på Forside
 
Usnobbet konditorkunst
Politikens bog om Dessert af Mette J. Blomsterberg med foto af Columbus Leth. 166 sider, indbundet. Pris: 249 kr.

Mette J. Blomsterberg fortæller i forordet til "Politikens bog om Dessert", at hun er til de klassiske desserter.

Men når hun, der til daglig forpagter cafeen i Glyptoteket i København, har haft fingrene i de traditionelle opskrifter, er det som om, hun ikke kan lade være med at give dem et personligt pift, som når æbletærten toppes med mazarin og karamel, og isen røres op med tyrkisk peber.

"En kærlighedserklæring til det søde liv," beskriver hun bogens indhold. Og man er ikke i tvivl om, at hendes kærlighed for søde sager er lige så kraftig som den mørke chokolade, der skal bruges til opskriften på "Seriøs chokolade".

Billederne er enkle og indbydende, taget så tæt på, at man næsten kan smage råvarerne. Blomsterberg strør om sig med delikate konditordetaljer, som glaskaramel-pynt på toppen af de portionsanrettede passionstærter, og pandekagesække, bundet med vaniljestænger.

"Politikens bog om Dessert" indeholder opskrifter til hele året, både af havens afgrøder og mere eksotiske ingredienser - og der er også blevet plads til et par seriøse chokoladebombardementer.

Alt i alt en brugbar og inspirerende bog.

Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: