
Foto: Jesper Nørgaard Sørensen/POLFOTO.
Dorte Kærn med julekalenderen, som kan hænges op.
Hos Dorte Kærn på landstedet Holm Mølle uden for Silkeborg er der julestemning, selvom vi kun er i starten af november.
Som var det julemandens værksted, er Dorte i gang med at håndfremstille i hundredvis af julekalendere. 24 små daterede poser med en lille hyggelig overraskelse til barnet.
Traditioner
Dorte Kærn har tradition for at fremstille sådan en julekalender til sine egne børnebørn, men det er første år, hun sætter en større produktion i gang for at sælge til andre også.
"Man kan jo købe sig fattig i små ting - junk. Jeg synes, man i stedet skal prøve at holde fast i hyggen og de traditioner, der er for julen. De er ellers ved at gå lidt fløjten. Derfor er der også et eksemplar af Peters Jul i pakken," siger Dorte Kærn.
"Julekalenderen er en hyggelig tradition, men det er svært at finde 24 gaver til rimelig pris."
Hendes hjemmelavede julekalender består af en kasse med 24 poser. I poserne er en lille opgave til børnene, som de kan "løse" sammen med forældrene eller bedsteforældrene.
"Børn er glade for at lave ting sammen med voksne - det kan være at klippe, tegne, bage eller pynte op," siger Dorte Kærn og afslører dermed også lidt om, i hvilken retning de små opgaver går.
Hver dag er der en lille vejledning, og i mange af poserne er der også materialer og en færdig model at arbejde ud fra. Og hvis så arbejdet udføres, mens man synger den vedlagte julesang, så er der da dømt julestemning.
"Når julen er ovre, kan barnet pakke alle sine sjove ting sammen i kassen og gemme dem til næste jul. På den måde kan kalenderkassen fyldt med barndoms-juleminder følge barnet gennem livet."
Gammel møllegård
Dorte Kærn og hendes mand Nils købte Holm Mølle i februar 2001, og i april samme år åbnede de Bed&Breakfast i den gamle møllegård fra 1856. Nils er nu pensionist, men Dorte står for udlejningen.
"Så jeg er privilegeret - jeg skal ikke hjemmefra, når jeg skal på arbejde. Derfor har jeg tid til sådan noget som julekalenderne."
De sælges for 500 kr. stykket hjemme fra Møllegården eller på julemarkeder. Det er 20 kr. pr. kalenderdag. Dertil kommer fragt.
Mere information
www.holmmoelle.dk
Her er decembers overraskelser til børnene fint pakket ind i Dorte Kærns julekalender.
Det hele er fremstillet i hånden.