Der er 25.000 taberkøer i Danmark.
Det konkluderer kvægforsker Peter Thomsen fra Danmarks JordbrugsForskning i Foulum ved Viborg på baggrund af et stort forskningsprojekt, som han netop har afslutttet. Gennnem et år har forskeren fulgt 39 danske besætninger på tæt hold.
De 25.000 taberkøer svarer til cirka 3,5 procent af alle danske køer eller cirka tre dyr pr. gennemsnitsbesætning.
"Karakteristisk for dyrene er, at de er i så elendig forfatning, at de udgør en praktisk og økonomisk belastning for landmændene," siger Peter Thomsen til DR Midt & Vest. Taberkøerne sakker bagud, fysisk og socialt, i forhold til de andre køer. Deres mælkeydelse er ringe, de må oftere behandles for diverse sygdomme, og deres risiko for at dø er seks gange så høj som hos velfungerende køer.
Det er svært at pege på hovedårsagen til, at Danmark har fået en generation af taberkøer. Men Peter Thomsen siger, at køer, der ikke kommer på græs om sommeren, har større risiko for at ende som taberkøer.
Hos brancheorganisationen Dansk Kvæg, der har medfinansieret forskningen, er afdelingsleder Finn Strudsholm meget bekymret.
"Vi tror, at vi kun har set toppen af isbjerget. Nu må vi lære landmændene, hvordan de hurtigere kan finde frem til den her gruppe dyr og hjælpe dem, før det er for sent," siger han.
Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: