Alvorlige fejl i elmotorsave
Af Sara Lilja Steensig
steensigdlmedier.dk
33 39 47 83
Hvis du ikke har brug for at tage motorsaven med langt væk fra en stikkontakt, er en elektrisk sav en udmærket løsning. Den er mere skånsom over for ører og lunger - og så er den ofte billigere. Men hvilken sav skal man vælge?
Forbrugerrådets magasin TÆNK har testet ni elektriske motorsaves ydeevne, brugervenlighed, holdbarhed, energiforbrug, brugervejledning og alsidighed. To af savene havde så slemme tekniske fejl, at de simpelthen dumpede testen.
"Motorsave er et af de farligste værktøjer, vi har, og når der samtidig er problemer med konstruktionen, vil jeg kraftigt advare folk mod at købe dem," siger testingeniør i Forbrugerrådet, Jerry Grosman, til TÆNK.
Husqvarna 317 EL kan give stød, efter at stikket er trukket ud. Det kan være direkte farligt for folk med pacemaker eller på anden måde dårligt hjerte, mens det for andre bare er ubehageligt. Makita UC 3503 A, den anden sav, som fik dumpekarakter, har den fejl, at tænd- og slukknappen efter 10.000 gange kan sætte sig fast, så motoren ikke kan slukkes igen.
I den forbindelse er det værd at bemærke, at Makita UC 3503 A og testens vinder, Dolmar ES-2035 A, ligger i samme prisleje.
Så er det pludselig ikke så svært at vælge.
På www.taenk.dk kan du læse et resumé af artiklen.
På www.forbrug.dk kan du læse hele artiklen og se alle testresultaterne.
Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: