Log på Forside
 
Folk på landet savner speed på nettet

H omebanking. Indberetning af gødningsregnskabet. Ansøgning om enkeltbetaling. Registreringer i husdyrregisteret, CHR.

Alle tre ting kan foretages via internettet. Døgnet rundt og med få klik. Og den mulighed markedsføres som en arbejdslettelse for landmænd.

Og det er det også. Hvis man vel at mærke kan få en hurtig internetforbindelse.

I byerne er det en selvfølge med en internetforbindelse, der arbejder hurtigere, end man kan blinke med øjet.

På landet er en del stadig henvist til at trække telefonen ud af stikket og sætte computeren til og lade maskinen ringe op. Der skal betales for hvert eneste minut, man er på nettet, og det kan godt vare længe, for hjemmesiderne med de tunge reklamer kan næsten ikke mases igennem den spinkle internetforbindelse. Flere og flere sider bliver bygget til bredbånd.

Hos Jysk Landbrugsrådgivning kender IT-rådgiverne alt til landmænd, der ikke kan få bredbånd.

Det skyldes, at landmændene bor for langt væk fra en af TDCs centraler.

De sidste to procent

I dag lyder det fra TDC, at det er muligt at få en bredbåndsforbindelse i 98 procent af landet.

"Men de sidste procent, der ikke kan få bredbånd, ligger typisk i de tyndt befolkede områder, altså lige netop der, hvor mange landmænd bor," fastslår IT-konsulent Martin Kristensen, Jysk Landbrugsrådgivning i Give.

"Hele samfundet pålægger den enkelte landmand en masse indregistreringer og opretter muligheden for at klare arbejdet på nettet, men man sørger ikke for, at de faktisk kan komme på nettet ligesom folk i byområderne."

I IT-afdelingen har man forskellige løsningsforslag til de landbrug, der ikke kan få en bredbåndsforbindelse. En er at vælge en ISDN-forbindelse, men her er problemet, at der afregnes for hvert minut, man er på nettet.

"Set med vores øjne ville det være en god løsning, hvis TDC tilbød ISDN-forbindelse til en fast pris i stedet for minutbetaling til de mennesker, der er så uheldige at bo et sted, hvor man ikke kan få en bredbåndsforbindelse."

Hidtil har det også været muligt for nogle at få en trådløs internetforbindelse via Sonofon, men den løsning tilbyder teleselskabet ikke længere. Desuden kræver sådan en løsning også en god mobildækning i området.

Videnskabsminister Helge Sander (V) har netop sat en undersøgelse i gang, som skal kortlægge, hvad det vil koste at få de sidste to procent af landet dækket af bredbånd.

Gang

Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: