Log på Forside
 
Hold styr på fryserens indhold
De færreste har vanskeligheder med at fylde fryseren, men det kan være svært at holde orden i den.
Foto: Tariq Khan/POLFOTO.
Christina Holm tager brød op af fryseren hver dag, så der er altid frisk brød i huset.

L is Vanggaard fra Hjørring har netop slagtet fire kalkuner er nu gået i gang med at partere dem.

To af dem får hendes døtre, mens de andre to kommer i fryseren. Men før de ryger ned i kulden, pakker hun dem i poser med mærkater, hvor hun anfører dato og skriver et tal. Ved siden af fryseren har hun et andet stykke papir, hvor hun skriver det samme tal og posens indhold på. Når hun tager noget op, streger hun det ud på papiret. På den måde ved Lis Vanggard altid, hvad hun har i fryseren.

Fyldt til randen

Christina Holm har ikke noget egentligt system i sin fryser - og i hvert fald ikke et, der involverer mærkater og tal.

"Men jeg ved, hvor jeg skal lede," siger hun, når hun skal forklare, hvordan hun holder orden i den store boks. Hun lægger kødet samlet, ligesom hun samler brødet og grøntsagerne for sig. Samtidig hænger der kurve på kanten af kummen til de småting, hun ofte skal have fat på.

På gården i Næstved har Christina Holm og hendes mand, Carsten Jørgensen, i alt fem frysere, men de fire af dem bruger Carsten Jørgensen til minkskind fra deres pelsdyravl. Den sidste fryser - den til fødevarerne - er hendes domæne. Christina Holm og Carsten Jørgensen har ikke andre dyr end mink på gården, så det er ikke kød fra egen avl, der fylder i fryseren. Alligevel er fryseren oftest fyldt til randen, blandt andet med vildt fra de jægere, der lejer gårdens jagt. Ellers bruger hun fryseren, når der er tilbud på for eksempel fem poser grøntsager i Bilka.

"Jeg prøver at huske at bruge varerne, inden jeg køber nye," fortæller Christina Holm, som mener, at familien burde kunne klare sig med den ene fryser, de har.

Vigtigt med jævne pakker

Lis Vanggaard har to frysere. Den ene står inde i huset. Her opbevarer hun sine kødvarer. Lige nu kan man finde svinekød fra en nedslagtet gris, oksekød, kylling - og de kalkuner, hun slagtede i går. Alt sammen kød fra gårdens dyr.

Den anden fryser står i bryggerset. Her har hun brød og de bær, hun plukker i haven. Det er også her, hun gemmer de nedfaldsæbler, som hun har kogt ind til æblemos og puttet i plastikposer.

"Det er vigtigt, at frysepakkerne er jævne, så man kan stable dem," forklarer 73-årige Lis Vanggaard, som passer gårdens køer, grise og planter sammen med sin søn. Der er meget arbejde med at holde gården, så nogle gange er det rart at kunne lave mad i en fart:

"Når jeg har tid, laver jeg frikadeller, rødbeder og farserede porrer, som man lige kan tage op af fryseren, hvis vi har travlt."

Christina Holm bruger fryserens kurve til de småting, som ville være svære at finde, hvis de bare blev smidt ned i kummen.
Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: