Log på Forside
 
Sælger op til 12 store frysere om dagen
Der er godt salg i kæmpe kummefrysere.

"Hver eneste dag går en fryser i stykker," fortæller forretningsfører i Esbjerg Hushjælp, John Schlander, som derfor sælger mindst én om dagen.

"Og op til 12, når det går rigtig hedt til," siger han.

Der er ikke mange forhandlere af de store frysere i Danmark, så forretningsføreren vil ikke ud med, hvor mange frysere Esbjerg Hushjælp sælger om året. Men han kan røbe, at salget af de store kummefrysere med plads til op til syv hele grise går godt året rundt:

"Om sommeren, når døgntemperaturen ikke når ned under 15 grader, brænder mange af de gamle frysere sammen. Og når det så begynder at blive efterår, går slagtesæsonen og jagten ind, og så bliver de gamle frysere overfyldt, så der er altid en grund til at købe en ny."

Ikke system

Forretningsføreren fortæller, at det er folk på landet, som køber de store frysere. Fryserne bruges til mad til gæster på bondegårdsferie og til minkskind hos pelsdyravlere. Men de store bokse bruges også til ganske almindelige landhusholdninger, hvor der bliver købt stort ind, når der er tilbud i supermarkedet, eller hvor der i slagtesæsonen er brug for ekstra plads til hele og halve grise og køer eller vildt fra jorden omkring gården.

Selvom for eksempel 700 liter er meget plads at holde styr på, er der fra producent og forhandler ikke lagt op til noget system i fryseren.

"Det er bare et stort hul," siger John Schlander.

Fryserne sælges dog med op til fire kurve til at hænge på kanten af kummen. Samtidig har kunderne mulighed for at købe ekstra kurve, men det sker ikke særlig tit.

Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: