»Kan du huske, hvor det er, man tænder for tågelyset?«
Jeg elsker lige så meget at stille min kloge kone den slags spørgsmål, når hun sidder i bilen, som hun hader at få dem stillet.
»Det ved jeg da godt,« hvisler hun til svar og begynder at rode nede under instrumentbrættet - der, hvor man åbner motorhjelmen.
»Vores store datter kan godt finde ud af tågelyset,« fortsætter jeg mit på det nærmeste utilgivelige drilleri. Jeg ved godt, jeg er gået over stregen, men jeg kan ikke lade være.
Blidt fører jeg min kloge kones hånd op til blinklyskontakten, hvor kontakten til tågelyset er placeret aldeles ergonomisk rigtigt.
Min kone er klog på en masse. Men teknik interesserer hende ganske enkelt ikke. Og ting, der ikke interesserer hende, gider hun ikke sætte sig ind i.
»En bil skal bare kunne køre, det er det, man har den for,« siger hun kategorisk, når jeg en enkelt gang synker hen i beskrivelser af klimakontrol, uafhængig affjedring, hastighedsafhængig servostyring.
Traktoren har hun aldrig siddet på, plæneklipperen starter hun kun modvilligt, og knægtens knallert betragter hun skeptisk på sikker afstand. Kun de gange, jeg bakker med en anhænger, har det aftvunget hende noget, der minder om beundring.
En af mine store sejre var den dag, hvor hun skulle fylde sprinklervæske på.
»Du skal bare åbne motorhjelmen og hælde det på den rigtige beholder,« svarede jeg hende, da hun spurgte, efter at vi havde haft den samme bil i tre år.
»Men hun kunne ikke engang finde ud af at åbne motorhjelmen,« kunne jeg ikke lade være at betro en af mine gode - og lidt mere teknik-kyndige - venner, da vi var sammen et par dage senere.
Jeg havde ellers sagt, at hun bare skulle søge der, hvor hun plejer at tænde tågelyset.
De første 20 år af vores samliv troede jeg, at hendes modvilje mod teknik i virkeligheden var et snedigt trick, der skulle få mig til at arbejde lidt mere. Jeg burde nok allerede tidligt have fattet, at det virkelig skyldtes manglende interesse, da hun en dag tændte lyset i en lampe, som jeg var ved at skifte fatning på.
Jeg overlevede - heldigvis - med endnu en lille sejr, der kan trækkes frem, hvis jeg bliver alt for trængt.
Det må være, fordi forskellige poler tiltrækkes af hinanden, at vi har levet sammen så mange år. Selv har jeg nemlig en ganske betydelig interesse for teknik, og jeg får abstinenser, hvis der går en uge, uden at jeg har siddet bag et rat.
Selvom det ikke var rigtigt in i min ungdom, fascineres jeg af nyt værktøj, nye elektroniske dimser og den automatiske garageport, jeg lige har sat op.
Men på det punkt er hendes beundring knap så næsegrus, som når jeg bakker med en anhænger.
»Vores venner troede nok ikke rigtigt på, at jeg fik porten op,« sagde jeg stolt, da jeg viste hende, hvordan fjernbetjeningen virker (og hun trykkede på den forkerte knap).
»Vil du høre noget: Det gjorde jeg heller ikke,« svarede hun med sit sødeste smil.
Min tekniske interesse fik mig forleden til at investere i en elektronisk ringeklokke - uden ledning. En af den slags, der virker, så snart den er sat op.
»Tror du ikke hellere, elektrikeren må montere den,« sagde hun bekymret, da vidunderet var pakket ud.
Overlegent skruede jeg knappen fast udvendigt, monterede klokken, afprøvede den og smilede sejrssikkert.
Det var først senere på aftenen, da en af knægtens venner kom på besøg, at det for alvor gik galt.
»Hvad f... er det for en lyd? Er der nogen, der kender den lyd? Er der noget galt med fjernsynet? Med computeren?« spurgte jeg forvirret resten af den kære familie.
Ingen svarede.
»Hvad er det?« spurgte jeg bekymret, da lyden blev ved.
»Tror du ikke, det er din nye ringeklokke?« lød det stille fra den anden ende af sofaen.
Vi fik knægten reddet ind, inden han kørte sin vej igen.