Palle Hansen er bestyrer på Tærø og har gjort en masse erfaringer med kødkvæg - her Skotsk Højland.
Hvis ellers udsigt er noget kvæg går op i, må 100 Skotsk Højland på den 170 hektar store Tærø mellem Bogø og Sjælland være yderst tilfredse med tilværelsen.
Bortset fra familien Hansen og en flok vilde heste er dyrene alene om at herske på øen - hvis man ellers ser bort fra en omfattende vildtbestand og et fugleliv, der næppe fås mere varieret.
Kort sagt: Tærø er en perle, og det seneste års tid har de fritlevende dyr haft en grund mere til at være godt tilfredse. Deres tilvækst er nemlig tæt på at sætte rekord for racen.
Væksten er næsten tredoblet. Og hemmeligheden er slet ikke særlig hemmelig: Mere foder først og fremmest i form af valset byg og en god mineralblanding.
Og så selvfølgelig et kalveskjul, der for alvor har vist sin værdi.
Fodrer i striber
Men at fodre på en ø, hvor næsten al jord er omfattet af MVJ-ordninger, er lidt af en prøvelse.
»Vi må ikke fodre i de områder, der er omfattet af ordningen,« fortæller Palle Hansen og slår lidt opgivende ud med hånden.
For hvordan i alverden får man tilvækst og økonomi i en besætning, som skal leve af det, der vokser op af sig selv?
»Amtet foreslog, at vi bare kunne fodre på vejen midt på øen. Jeg ved ikke helt, hvad de havde forestillet sig, for der bliver altså temmelig mudret der, hvor man fodrer. Nu gør vi det på den måde, at vi starter i den ene ende og så langsomt trækker fodringen ned mod midten af øen,« forklarer Palle Hansen.
35 km hegn
Den største omkostning ved at have dyr på Tærø er de mange hegn. 35 km er der på øen, og det er pigtråd alt sammen. Tre og fire tråde de fleste steder på jernpæle og forberedt for strøm.
Dyrplageri?
»Nej, ikke spor. Vi har på det nærmeste ingen skader, og vi er sikre på, at dyrene ikke går igennem. Vi kan sætte strøm til, men vi gør det ikke. Vi har tidligere sat glat tråd op, men når den sprang - og det gjorde den desværre - så var den for alvor farlig.«
Læs mere om Tærø og Palle Hansens syn på kødkvæg i magasinet Kødkvæg, der udkommer 15. december. Abonnement kan tegnes på tlf. 33 39 37 10.