Log på Forside
 
Mondæn luksus
Her må man føle sig som »Jeppe i baronens seng«. På »Søvang« - et mondænt landsted ved Limfjorden - kan Jeppe endda vågne i nye omgivelser hver morgen, for ikke to af de 12 soveværelser er indrettet ens.

775 kvm, 12 soveværelser, 26 sengepladser, spabad og swimmingpool smykket med græske søjler.

Sådan er tidligere driftsbygninger på gården »Søvang« ved Knud Strand i det vestlige Salling indrettet, og så er det ikke grebet helt ud af luften, når Dansommer i sit katalog fortæller, at Mondæne Landsteder ikke kan sammenlignes med traditionelle feriehuse.

»Søvang« er et sådant Mondænt Landsted, og det er et af de nyeste og største ved Limfjorden.

Gården er fra 1920, og den blev fuldstændigt renoveret og nyindrettet til landsted i 2001.

Men modsat mange andre former for indretning af ferieboliger i tomme landbrugsbygninger, så er der, når det drejer sig om Mondæne Landsteder, tale om et koncept, hvor Dansommer står for udlejning, drift med videre.

Lejerne af landstedet er overvejende tyskere, og størrelsen taget i betragtning er der også overvejende tale om større selskaber.

Prisen for en uge ryger i højsæsonen op på 25.000 kr., og det er eksklusivt forbrug, der kan komme helt op på 12.000 kr. når det går hedest til. 5.000 - 6.000 kr. om ugen er dog mere normalt.

Men der er også masser af plads at boltre sig på og så at sige alt i faciliteter. Foruden spabad og swimmingpool er der således også sauna og solarium. Rigeligt med muligheder for aktiviteter både ude og inde er der også. »Søvang« ligger på en naturgrund, og fra alle opholdsrum er der udsigt over Spøttrup Sø og middelalderborgen.

Indretningen er gjort med møblement i klassisk stil. Det ses ikke mindst på soveværelserne, og der er ikke to af de 12 soveværelser, der er indrettet ens.

Det Mondæne Landsted har plads til større selskaber, og det er overvejende tyskere, der vælger den landlige luksus.
Swimmingpool med græske søjler.
»Søvang« er fra 1920, og gården blev fundstændig renoveret og indrettet som Mondænt Landsted i 2001. Dansommer står for drift og udlejning.
Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: