"Vi har taget en beslutning," bekendtgør min ranglede teenagesøn og hans efterskole-kammerat, der er på weekendbesøg.
"Vi vil finde ud af, hvordan man bliver en rigtig mand," fortsætter de to ungersvende beskrivelsen af deres planer.
Vi når lige at kaste et bekymret blik til hinanden, min kloge kone og jeg, inden vennen uddyber:
"Når der er en stol i stykker hjemme hos os, tager min far den med ud på værkstedet og reparerer den. Hvis bilen går i stykker, åbner han motorhjelmen og siger måske: "Det er karburatoren, det er galt med."
"Men man skal jo vide, hvad en karburator er, for at man kan sige den slags. Det gør vi overhovedet ikke."
"Der må da være et kursus, hvor man lærer den slags," mener de to, der snart kan betegnes som unge mænd, og som i andre lande ville være store nok til at sende i krig.
Men hjemme hos os er der langt mere fredeligt. De ligger henslængt på langs i en sofa og på tværs i den gode lænestol, mens de fortsætter diskussionen om, hvad rigtige mænd ved noget om, mens jeg i stilhed ærgrer mig over, at vennen tilsyneladende har et bedre forbillede i sin far, end min søn har i mig.
De to knægte har studeret storbyens natteliv lidt for grundigt aftenen i forvejen. Jeg hentede dem selv på et tidspunkt, som jeg i min alder nærmest vil kalde morgen. På vejen hjem på bagsædet faldt de lynhurtigt i dyb søvn lænet ind mod hinanden, kun holdt oppe af hver sin sikkerhedssele.
Jeg kan ikke lade være, så jeg bryder ind i idyllen:
"Du kunne da godt li' at være med til sløjd, da du var mindre," siger jeg direkte henvendt til min søn.
"Ahr, det var noget andet far. Og dengang var jeg jo også lille. Jeg ved stadig ingen ting om at arbejde med træ, eller hvordan man laver en knallert," svarer han dovent.
Han har ret knægten. Beviset ligger på vores aftenbord hver aften i form af en alt andet end håndværksmæssig veludført bordskåner, som han har lavet til skolesløjd og siden afsat til os. Det er tydeligt at se, at den hverken er fremstillet med entusiasme eller kærlighed til materialet.
Ret skal være ret. Han har lagt op til samarbejde om at sætte sin elendige knallert i stand. Indtil videre er det mest blevet til, at jeg betaler mekanikerregningerne. Det er slet ikke hans skyld, at samarbejdet ikke er blevet tættere, skal jeg være ærlig at indrømme. Men jeg har da forsøgt med noget teknisk undervisning. En principtegning af en motor for eksempel.
Jeg ved ikke, om man kan sige, at min undervisning har været succesrig. Han ved tilsyneladende stadig ikke for alvor, hvad en karburator er, den ranglede teenager.
Faktisk har jeg indtryk af, at han har studeret bylivet, vennerne og det modsatte køn med væsentlig større interesse, end han har lyttet til min faderlige undervisning i, hvordan en motor er bygget op.
Netop disse studier uden for hjemmet har ført ham ud i en økonomisk krise af dimensioner. En krise, der kun kan løses, hvis han begynder at arbejde.
Det har vi antydet for ham adskillige gange.
"Uden arbejde - ingen penge," siger vi til ham, inden jeg giver mig og indløser endnu en smule gæld. På det punkt er jeg adskilligt blødere end familiens kvindelige overhoved, som til gengæld føler, at hun får illoyal konkurrence, når det gælder om at være populær hos den forkælede knægt.
Men situationens økonomiske alvor er trods alt ved at gå op for ham, da weekenden er ved at være slut.
"Har I ikke noget arbejde, jeg kan lave i næste weekend? Jeg er totalt flad! Så jeg skal heller ikke i byen," lyder hans storslåede planer.
Vi ser tilfredse på hinanden, min kloge kone og jeg. Endelig er der en flig af vores opdragelse, der ser ud til at have slået rod.
"Jeg vil lave alt, hvad I be'r mig om," fortsætter han sin usandsynlige sætning.
Vi smiler tilfredse.
"Bare det ikke er fysisk arbejde," afslutter han.