Bygning og vinduer skal passe sammen, ellers bliver det samlede indtryk af stuehuset aldrig godt.
»I gamle stuehuse på landet kan det få store konsekvenser for det samlede udtryk - for helheden - når der sættes nye, anderledes vinduer i,« konstaterer arkitekt Hardy Stagelund Nielsen, Tegnestuen Klint.
I disse år er det typisk vinduer fra slutningen af 60'erne og 70'erne, der står for en udskiftning.
»Inden man vælger de nye vinduer, er det en god idé at finde gamle fotos af stuehuset frem og se, hvordan de vinduer, der oprindeligt var tænkt ind i helheden, så ud.
»Hvis man har en gårdfacade fra slutningen af 1800-tallet, kan den have mange detaljer, som man kan arbejde ud fra og bør respektere, når man skifter vinduer. Det kan være et murbånd eller en karakterisk fordør. Her skal man også være opmærksom på, om farvevalget på malede vinduer eller et træ/alu-vindue vil passe ind eller være for markant en ændring,« siger Hardy Stagelund Nielsen.
Tro mod stilen
Så gårdens ejere bør gøre op med sig selv, hvor tro man vil være mod stuehusets tidligere stil. Måske er det ikke alene tid til at skifte vinduer, men også modernisere husets stil i øvrigt eller tilføje nogle flere muligheder i huset.
»Mange ændrer i dag stuehusenes indretning og har blandt andet lyst til at få flere udgange til haven og til terrasser fra stuer og værelser. Det er en god idé, at nye åbninger tænkes ind i forbindelse med, at der skiftes vinduer - for måske skal nogle af de gamle vinduer udskiftes med havedøre.«
»Der er en bred palette af muligheder, og der skal man se på bygningernes stilart, husets linjer og typer af vinduer, så man kan skabe en harmonisk helhed,« opsummerer Hardy Stagelund Nielsen.
Et vindue kan understrege husets udseende eller skabe modvægt - for eksempel få en lav bygning til at se højere ud eller en kort bygning til at se længere ud. Det er den slags, man sjældent selv kan se eller tænker over, men som eksperterne kan vejlede i.