Foto: Lars Smitt.

Minivædderen Diva har boet uden for buret hele sommeren – uden problemer af nævneværdig art.

Hvorfor bor de fleste kaniner i bure, mens eksempelvis katte kan gå frit omkring?

Jeg spørger, fordi min datters kanin - en sort minivædder ved navn Diva - nu i det meste af sommeren har boet i haven uden for buret, uden at det har givet problemer af nævneværdig art.

Tværtimod er det en stor fornøjelse fra køkkenvinduet at se Diva hoppe rundt i haven, æde et blad hist, en mælkebøtte pist, lægge sig i solen med poterne ud til siden og nyde livet. Her skal det indskydes, at Diva er en hankanin, som fik sit navn, mens min datter stadig håbede på, at han var en hun.

Af og til leger han kanonkugle i afsindig fart og høje hop hen over græsplænen, men det meste af tiden lunter han rundt, for til sidst at mave sig under døren til redskabsskuret.

I skuret har han indrettet sig rigtig rart. Kradset hul på sækkene med halm for at lave en god rede på gulvet, og tilsvarende har han kradset hul på posen med kaninpiller for at have foder nok. Ren selvforsyning.

Hans bur, som ellers har en lille løbegård af tråd, står ubeboet hen op mod hækken. Diva boede der sidste vinter, men han kommer vist ikke derop igen.

Væk - og hjemme igen.

Jamen, løber han ikke sin vej, kunne man meget naturligt nok spørge. Thi man kan jo ikke kalde en kanin til sig, som det - i nogen grad - er muligt med hunde.

Sandt nok. Diva er helt tam, men han lystrer ikke sit navn eller andre former for kommando. Vores have er imidlertid ikke ret stor, og da vi fandt på et slippe ham løs i haven, satte vi almindeligt hønsehegn op hele vejen rundt. Hegnet er cirka en meter højt.

Det gik godt en tid. Diva har aldrig gravet ret meget, og vi lod ham løbe frit i haven om dagen og satte ham tilbage i buret om natten med en bunke foder. Men en aften kunne vi ikke finde ham. Han var altså stukket af gennem et hul i hegnet eller over brændestabelen, og efter en del søgen fandt vi ham i en af nabohaverne.

Det gentog sig aftenen efter. Det viste sig, at Diva var let at finde, for han løb altid hen i den samme have.

Og dog. En aften var han aldeles forsvundet - der er jo også grænser for, hvor meget man vil gå rundt med lommelygte i naboernes haver ved nattetide - og vi måtte gå i seng uden at have puttet kaninen.

Vi var nervøse for Divas skæbne – ingen tvivl om det. Men næste morgen kunne vi se ham lunte rundt uden for køkkenvinduet. Han havde altså selv fundet hjem i haven igen.

Leg med katten

Siden har det udviklet sig sådan, at Diva godt nok bor i haven og i redskabsskuret, men han går på visit i nabolaget, som han nu har lyst til, og naboerne kender ham. Dog husker han åbenbart, at hjemme i haven er der både foder, vand og tryghed i reden.

Vi mener så ganske bestemt, at Diva faktisk nyder menneskers selskab. I hvert fald kommer han tit hen i nærheden af os for at snakke, hvis vi sætter os i haven om eftermiddagen. Han vil godt tages op, men han tigger om at blive kælet for.

Nu ser vi mest hegnet rundt om haven som en - eventuel - beskyttelse mod hunde, som kunne finde på at jage ham.

Da vi stod op søndag morgen, havde Diva besøg af en kat - en stor og kælen killing med hvidbroget pels, der bor i et af nabohusene. Jeg så først katten løbe efter Diva, og jeg var på vej ud for at redde ham fra kattens kløer, men øjeblikket efter så jeg Diva storme rundt efter katten.

I en halv times tid legede de alle former for jagt og skjul. Men legeslagsmål, som kattekillinger altid morer sig med, prøvede de ikke på. Dertil er kat og kanin alligevel for forskellige i arternes væremåde.

Frihed med risiko

Nu er vi på vej mod vinter, og vi spekulerer på, om Diva også kan bo i haven og skuret, når vi får frost og sne. Han har dog netop skiftet pels, og han er ved godt huld - sund og stærk.

På et enkelt punkt har vi ondt af Diva. Bortset fra katten er han alene og dermed uden fællesskab med andre kaniner af hverken det ene eller andet køn. Det savn frustrerer ham måske, men vi har ikke plads og tid til en større flok kaniner. Slet ikke, hvis flokken skal holdes under de samme frie former, som det sker med Diva.

Vores måde at have kanin på er altså et kompromis. Vi håber, at det frie liv i og uden for haven opvejer Divas savn efter socialt fællesskab med andre kaniner.

Og han kommer helt sikkert ikke op i buret igen.

Når vi har set, hvordan Diva nyder det frie liv, kan vi godt leve med den risiko, at han måske en dag ender i tænderne på en hund, bliver kørt over af en bil eller bare forsvinder uden forklaring. Vi ved, at naturen kan være grum, og han har trods alt haft et bedre liv end den sløve tilværelse bag burets trådnet, som vi tidligere bød ham.

Friheden har sin pris, og for Diva mener vi, at den er værd at betale.