
Arkivfoto: Jens Tønnesen.
Foulum-forskernes forsøgssøer blev over 400 kg tunge, når de fik lov at æde efter lyst hele livet.
Grise kan blive så store som jerseykøer, hvis de hele livet får lov til at æde alt det, de kan af det bedste foder.
Det har forskere ved Danmarks JordbrugsForskning konstateret. Gennem nogle år har de målt vækstudviklingen hos grise, der blev fodret efter ædelyst med et optimalt sammensat foder.
Stor var forskernes overraskelse, da de så, hvor store deres forsøgsdyr blev. Ornerne nærmede sig 500 kg, og søerne blev over 400 kg.
I almindelige svinebesætninger bliver orner normalt omkring 350 kg, mens søer holder den slanke linje ved 200-250 kg, og slagtesvin ender deres dage ved en størrelse på omkring 100 kg.
For fede til at gå
Efterhånden som grisene voksede, ændrede tilvækstens sammensætning sig i retning af forholdsvis mindre kød og mere fedt. Derfor blev de store grise meget fede.
Store mængder flæsk gør sig ikke godt på tallerkenen, og for landmanden er der ingen fordel ved at have fede avlsdyr, da dyrene blot kræver mere foder til vedligeholdelse, uden at de kvitterer med et bedre produktionsresultat.
I praksis er det kun smågrise og slagtesvin, der fodres efter tilnærmet ædelyst.
Avlsdyr fodres restriktivt, ellers kan der opstå problemer - ligesom hos mennesker, der spiser for meget.
Hos nogle af de søer og orner, der fik lov til at æde så meget foder, som de kunne proppe i sig, endte det med, at benene ikke kunne holde til den store vægt. Nogle af dyrene opgav at rejse sig for at æde, og derved tabte de sig.
Benproblemerne viste sig, da dyrene var omkring 1 til 1 1/2 år gamle.
Fra protein til fedt
Forsøget på Foulum strakte sig, fra grisene blev født, til de var helt udvokset, en periode på omkring 2 1/2 til 3 år. Grisenes kropssammensætning blev undersøgt ved at slagte forsøgsdyrene ved forskellige udviklingstrin med cirka 15-20 kg intervaller.
»Der er nu dannet et klart billede af vækstforløbet og hvornår grisene går fra at aflejre fortrinsvis protein til at aflejre fortrinsvis fedt. Dette skift sker hos orner ved omkring 130 kg, hos søer ved omkring 120 kg og hos galte ved cirka 105 kg,« siger Allan Danfær, seniorforsker ved Afdeling for Husdyrsundhed, Velfærd og Ernæring.
Foga
Mere information kan fås hos seniorforsker Allan Danfær, Afdeling for Husdyrsundhed, Velfærd og Ernæring, Forskningscenter Foulum, 8999 1126. e-mail: Allan.Danfaeragrsci.dk