Julestemning i forskernes drivhus
Julen bliver igen i år peppet op med nye og spændende julestjerner.
Væksthusene på Forskningscenter Årslev, Danmarks JordbrugsForskning, strutter af julestjerner. Her har forskerne nemlig godt gang i afprøvning af nye sorter af julestjerner.
Siden 1995, da det blev muligt at nyhedsbeskytte nye sorter af julestjerner inden for EU, har der været en rivende udvikling i introduktionen af nye sorter. Typisk er der tale om nye farver, men i de senere år er der også udviklet sorter med brogede blade i stedet for den almindelige grønne bladfarve.
For at blive nyhedsbeskyttet skal nye sorter først gennem en afprøvning, og det er her, at Forskningscenter Årslev kommer ind i billedet. Planterne skal testes for at sikre, at de ikke ligner andre eksisterende sorter i verden. Desuden skal planterne have et ensartet udseende og beholde deres egenskaber under opformering. Kun planter, der overholder alle krav, kan nyhedsbeskyttes.
Afprøvningen tager normalt et år. Mange af sorterne er allerede på markedet, idet det er tilladt for forædleren at sælge af sorterne, medens afprøvningen foregår. Rettighederne til en nyhed gælder fra anmeldelsesdatoen.
Antallet af nye sorter af julestjerner ligger typisk på 25-30 om året. I 2005 har Forskningscenter Årslev 28 nye sorter i afprøvning. Nyhederne kommer fra syv forskellige forædlere, som hører hjemme i Tyskland, USA, Holland og Italien.
Foga
Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: