Kulturarvsstyrelsen og Fonden Realdania søger kommuner, der vil være med til at vise, hvordan kulturarven kan bruges til at tiltrække flere borgere, mere erhverv og flere turister til et område.
Tre af de interesserede kommuner bliver næste år inviteret med i et toårigt projekt, som støttes med 1,5 mio. kr.
Kulturarvskommunerne vil blive bedt om at vurdere de bevaringsværdier, der er i kommunen. Derefter skal de udarbejde bidrag til kommuneplanen, så kulturarven indgår som et element. Med kulturarv menes fredede og bevaringsværdige bygninger, kulturmiljøer og fortidsminder.
Etableringen af tre kulturarvskommuner er en opfølgning på den undersøgelse af danskernes holdninger til kulturarv, som Kulturarvsstyrelsen og Realdania præsenterede tidligere i år. Undersøgelsen viste blandt andet, at cirka 70 procent af borgerne og virksomhederne mener, at kulturarven kan støtte den lokale udvikling.
Interesserede kommuner skal melde sig til Kulturarvsstyrelsen senest 9. december 2005. Blandt dem vil Kulturarvsstyrelsen og Realdania vælge 10 kommuner, der inviteres til at indsende en egentlig ansøgning. De tre nye kulturarvskommuner bliver udpeget til marts 2006.
Foga
Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: