Mejetærskere høster sølv for tilbehør
Tre ud af Agritechnicas 25 sølvmedaljer gik til tilbehør på John Deeres mejetærskere. En gik til Claas.
Af Frederik Thalbitzer thalbitzerdlmedier.dk
33 39 47 41
Claas kan nu sprede halmen jævnt, selv i modvind.
John Deere fik medalje for en halmfordeler/snitter, der kan dele halm og avner. Det er altså muligt at lave halmstrenge uden avner. Det kan være interessant, hvis halmen skal bruges i stalde, hvor man gerne vil undgå støv. Skal halmen på varmeværk, kan man samle det hele. Og skal halmen snittes, sørger maskinen for, at halmen spredes i hele høstebredden, så det er ordentligt fordelt.
Der var også sølvmedalje for kombinationen mellem AutoTrac og HarvestSmart på 9000 i serien. AutoTrac, kendt fra traktorer, GPS-styrer mejetærskeren nøjagtigt gennem store marker, så overlap, og dermed spildtid, bliver så lille som muligt. HarvestSmart sikrer, at man ikke får større spild, end man accepterer. Man indstiller acceptabelt spild, og så tilpasser HarvestSmart simpelthen hastigheden automatisk i forhold til det spild, den måler. Piloten skal derfor ikke selv tilpasse hastigheden.
Den tredje sølvmedalje fik John Deere for sin Premium Flow Cutter. Det er et gummibånd på skærebordet, der får afgrøden til at glide forlæns ind i mejetærskeren. Det skulle give mindre spild og bedre tærskning, fordi frøene ikke blandes så meget med strået. Gummibåndet er delt i flere segmenter, der nemt kan gøres rene hver især. Dermed kan man angiveligt gøre mejetærskeren hurtigere ren - for eksempel mellem høst af to frøpartier.
Claas får sin sølvmedalje for at sprede snittet halm helt jævnt efter sine brede Claas Lexion 570 og 600 mejetærskere. Spredningsvinklen styres af to plader, der kan flyttes elektrohydraulisk. Mejetærsker-piloten kan dermed styre, hvor bredt der skal spredes, og han kan kompensere for sidevind, så halmen alligevel bliver spredt jævnt. Med det nye system opnår man det ideelle spredemønster med lavere energiforbrug end med tidligere kendte systemer.
John Deeres nye halmsnitter kan skille avner fra halm.
Et gummibånd fører afgrøden ind i mejetærskeren.
Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: