Gylle lugter ikke godt. Det er de fleste enige om. Men hvad er det egentlig ved lugten af husdyrenes efterladenskaber, vi ikke bryder os om?

»Afføring dannes af de næringsstoffer, som kroppen ikke bruger, og de indeholder typisk svovl eller kvælstof,« forklarer biolog Anders Peter Adamsen fra LugtTek A/S.

Svovl er giftigt, og det er sandsynligvis derfor, vi er indrettet til at være skeptiske over for lugten.

Men forklaringen på, at ikke ret mange mennesker synes om lugten af afføring - fra mennesker såvel som fra dyr - er måske mere indviklet.

Der er flere forskellige teorier om, hvor vores modvilje mod gyllelugt kommer fra. Én er, at afføring er uhygiejnisk - og at vi derfor har lært at holde os fra det, men store aber, som minder meget om os, har slet ikke denne uvilje mod deres egne, og andres, efterladenskaber.

»Der findes en anden teori, som en tasmansk forsker, Stoddart, er kommet frem til,« siger Anders Peter Adamsen.

»Nogle af de lugtstoffer, som findes i afføring, blandt andet smørsyre, er de samme som kvinden udskiller, når hun er allermest fertil,« fortæller han om teorien.

Teorien tager udgangspunkt i, at mennesket er specielt, fordi det lever i faste parforhold. Den mekanisme har vi udviklet, efterhånden som vores børn har haft brug for omsorg i stadig længere tid. Den lange barndom skyldes udviklingen af menneskets store hjerne. Igennem opvæksten havde kvinden brug for manden til at skaffe mad og beskyttelse.

»Fra at handle om at føre arten videre blev sex kvindens belønning til manden for at holde på ham,« refererer Anders Peter Adamsen Stoddarts teori.

For ikke at lokke andre mænd til måtte kvinderne maskere deres lugt, med for eksempel parfume. På den måde bevarede de ro og orden i flokken.

Ifølge teorien er det altså denne undertrykkelse af vores mere dyriske lugte, der er skyld i, at vi ikke bryder os om lugten på landet i dag.