Patent på hurtig halm-ethanol

Foto: Jens Tønnesen
I løbet af få år kunne mange biler komme til at køre på ethanol fremstillet af halm. Forskernes har fundet hurtige metoder.
Op til 40 procent af benzinen kan i løbet af få år blive skiftet ud med billig og miljøvenlig sprit fremstillet af halm. Det mener forskere fra landbohøjskolen, der i samarbejde med Elsam A/S har udviklet et metode, der kan revolutionere udviklingen af biomasse til produktion af sprit (ethanol).
Forskerne har taget patent på en blandingsproces, der gør udviklingen af sprit fra halm meget billigere og langt hurtigere end hidtil.
Sprit bruges allerede i dag som erstatning for benzin i blandt andet Brasilien, USA og Sverige. Men i de lande er det dog oftest majs og korn, der bruges som råstof. Med den nye danske proces er det for første gang blevet både teknisk og økonomisk muligt at anvende halm og organisk husholdningsaffald som råvarer i spritproduktionen.
"Den nye proces betyder, at vi kan omsætte halm til sprit i en meget simpel, hurtig og energisvag proces. Populært sagt kan vi køre tre til fire gange så meget biomasse igennem systemet og bruge tre til fire gange mindre energi sammenlignet med tidligere," forklarer professor på Landbohøjskolen Claus Felby. Sammen med senioringeniør Jan Larsen, Elsam Engineering A/S, har han taget patent på processen.
I processen gøres halmen flydende vha. enzymer og en særlig blandingsteknik. Derefter tilsættes helt almindelig gær til den flydende masse. Resultatet bliver sprit, der praktisk talt kan fyldes direkte i bilens benzintank.
Hos Elsam er det oplagt at koble produktionsapparatet til det nuværende halm- og affaldsbaserede kraftanlæg, som har den varme, damp og el, der skal bruges for at lave halm om til sprit.
Foga
Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: