Foto: Jens Nielsen/POLFOTO.

Niels Henrik og Gitte Nielsen er glade for at have fælles arbejdsplads på gården og mulighed for at være meget sammen med deres seks børn, hvoraf de tre er plejebørn.

Her er landbrug, plejebørn og bondegårdsferie.

Sådan vil Gitte og Niels Henrik Baunegård Nielsen gerne have det.

»For os har det været en glæde, at vi næsten altid har haft fælles arbejdsplads,« fortæller de to, da de midt i travlheden med gæster og plejebørn har slået sig ned ved køkkenbordet for en stund. Det varer dog ikke længe, før Gitte må afsted for at passe et møde på børnenes skole.

Lykkebjerg har været i slægtenes eje i mindst otte generationer. 51-årige Niels Henrik har været landmand hele sit liv.

Plejebørn har familien haft i snart 15 år. Det er Gittes afdeling.

Landboturisme med ferielejligheder begyndte de på i 2003. Det er Niels Henriks forretning ved siden af landbruget, som efterhånden er blevet trappet lidt ned.

Artikel 33 støtte

Sidste nyt på gården er en ridehal, indrettet i den tidligere kostald.

Det projekt har Niels Henrik fået EU-støtte til via Artikel 33 i Landdistriktsprogrammet.

Egentlig ville han helst have søgt støtte til at ombygge den tidligere hestestald til fire nye ferielejligheder, for det var først og fremmest flere sengepladser, bondegårdsferien på Lykkebjerg havde brug for, hvis det skulle blive en forretning. Men den mulighed var der ikke umiddelbart i Artikel 33. Lejlighederne er derfor blevet indrettet udelukkende for egne midler.

Men Niels Henrik kiggede på andre muligheder og fik ideen til at ombygge kostalden til en ridehal med 14 hestebokse, som kan lejes ud.

»Først havde vi dog overvejet, om staldbygningen på 1.400 kvadratmeter skulle rives ned, eller om den skulle bruges til opbevaring af campingvogne. Men vi havde faktisk brug for noget, der også gav os aktivitet på gården i vintermånederne. Og det med heste passer til vores familie,« fortæller Niels Henrik.

Han sendte sit projekt ind og fik lovning på cirka 230.000 kr. til ombygningen, som han regnede med ville koste omkring 550.000 kr.. Den er dog blevet meget dyrere og har også taget meget længere tid end han havde forestillet sig.

»Men vi tror på, at det bliver en gevinst for vores virksomhed, for ridehallen kan bruges hele året, og den er især henvendt til befolkningen i nærområdet, i modsætning til ferielejlighederne, hvor vi satser på turister, der jo mest kommer om sommeren.«

Farvel til køerne

Niels Henrik har i mange år været fuldtidslandmand med 130 malkekøer i stalden. Men en nedslidt hofte, der krævede operation for seks år siden, fik ham til at sætte køerne ud og skifte spor.

»Da det strammede til med hoften foreslog lægen, at vi solgte gården. Men det var vi ikke parate til. Vi bor på en slægtsgård. Her hører vi til. Her kan vi lide at leve. Midt mellem Tissø og Åmosen,« siger Niels Henrik.

Han har været med i en arbejdsgruppe omkring erhverv og turisme i den måske kommende naturpark Åmosen-Tissø.

»Forslaget om en naturpark lige uden for vores dør var nok det, der spirede ideen om, at vi - i stedet for at malke køer - skulle malke turister.

»Og de skal passes mindst lige så godt som køerne. De forventer ikke bare en seng. Der skal foregå noget på gården, og de vil gerne have, at vi er nærværende,«

»Så det med at gå og bygge ridehal i sommer fik jeg ikke så meget tid til som forventet, for vi havde mange gæster. Dem skal vi give os tid til at gå og snakke med dem, og vi må ikke være stressede. For så får de en dårlig oplevelse,« siger Niels Henrik, der er kommet med i bestyrelsen for Landsforeningen for Landboturisme.

Kontaktlandmand

Niels Henrik er særdeles vant til at snakke med byfolk om landbrug. Gennem en årrække har han været med i landbrugets skolekontakt. Der er ikke den skole på Vesterbro i København, han ikke har besøgt. Og selv om han nu ikke længere er aktiv mælkeproducent, er han stadig en af dem man trækker på, når skoleelever skal møde en landmand.

»Nogle kolleger vil måske betegne mig som retrætebonde, men jeg kan sagtens respektere mig selv som landmand med den bedrift jeg har i dag. Jeg føler ikke, at jeg er stået af ræset, men derimod, at vi her har lavet en bedrift, både hr. og fru Nielsen og deres børn kan stå inde for. Det har jeg det godt med.«

Holder ved stedet

Da Niels Henrik fik hoften opereret, forsøgte han i første omgang at drive mælkeproduktionen videre og ansatte en fodermester. Men det gik ikke

»Vi var også inde i overvejelser om at udvide for mange millioner, men valgte i stedet at sælge køerne. Jeg ønskede heller ikke at knokle med hovedet nede mellem skuldrene 24 timer i døgnet, samtidig med at vi har seks børn, hvis udvikling jeg gerne vil følge.

»Medvirkende til vores beslutning om at lægge om, var også, at ingen af vores børn kan se sig selv som landmænd. Men måske vil de værdsætte stedet her. Lige som vi gør.«

Niels Henrik spænder ridehjelmen for lille Jonas på tre år. Sammen med sin familie fra Københavns-området er Jonas for tredje gang på ferie på Lykkebjerg og dette efterår kan han opleve at ride på shetlandsponyer i ridehallen.

I denne medarbejderbolig startede Gitte og Niels Henrik deres tilværelse på Lykkebjerg. Siden flyttede hans forældre ind i huset. Da de forlod det i 2001, blev boligen omdannet til Lykkebjergs første ferielejlighed. Familiens rolige labrador hedder Finn Holger Danske.

I august 2003 malkede Niels Henrik Nielsen for sidste gang sine 130 køer. Nu er deres stald blevet til en ridehal til glæde både for bondegårdsturister og lokale hesteglade.