Foto: Landscentret

Marianne Skovgaard Bager i gang med en lugtmåling.

Hvor meget lugter det på landet? Det er et hold eksperter netop nu i gang med at finde ud af. For at komme nærmere svaret har Landscentret og Landsudvalget for Svin været ude ved staldene for at indsamle lugtprøver, som bagefter bliver nøje analyseret i et laboratorium.

Resultatet bliver et nyt normtal, det vil sige en gennemsnitsværdi for, hvor meget en bestemt type stald lugter. Det er ud fra disse normtal, politikerne bestemmer, hvor meget lugt de vil acceptere.

Fanger lugten

Marianne Skovgaard Bager sidder på taget af en fjerkræstald. Hun er konsulent på Landscentret og er ude for samle lugtprøver ind. Med sig har hun en pose og en tæt beholder udstyret med en lille pumpe. Ved hjælp af undertryk bliver luften fra ventilationsafkastet suget ind i posen. Hun bruger en halv time på at fylde poserne, for at sikre en jævn luftfordeling.

Prøverne tages efter en europæisk standard, og der skal laves otte målinger for hver staldtype, hvor der hvert sted bliver taget tre dobbeltprøver.

Inden for 30 timer sendes poserne videre til et laboratorium, hvor de bestemmer mængden af lugt. I Landscentrets tilfælde sendes poserne til Eurofins i Galten, hvor akademiingeniør Jens Vang står klar til at tage sig af lugtens videre færd.

Panel af næser

Hos Eurofins står et panel af forsøgspersoner klar til, med næserne som måleredskab, at bestemme koncentrationen af lugt.

Jens Vang placerer posen i et apparatur, som presser luften ud, så den bliver fortyndet ind i en strøm af ren luft. Blandingen bliver så doseret ud til paneldeltagerne i forskellige nøje styrede koncentrationer.

Han starter med en meget stor fortynding, altså masser af ren luft og meget lidt lugt, så paneldeltagerne ikke kan lugte noget. Hver gang luften rammer deres næser, skal de give signal, om de kan lugte noget eller ej. Efterhånden øges koncentrationen trinvis, indtil ingeniørerne er sikre på, at halvdelen af panelet har kunnet lugte noget.

Denne fortynding kaldes lugttærsklen, eller en lugtenhed pr. kubikmeter for at være endnu mere korrekt. Det antal gange, luften er blevet fortyndet, er værdien for lugtkoncentrationen i prøven.

Forskellig lugtesans

Snart har de sidste af Landscentrets prøver nået panelets næsebor. Resultatet af prøver og målinger giver en ide om, hvor meget lugt der kommer fra staldene, men er ikke 100 procent sikkert.

»Den menneskelige næse er den eneste måde at måle lugt af denne karakter på,« forklarer Jens Vang fra Eurofins. Og fordi næserne netop er menneskelige, kan de fejle.

Testpersonerne fik testet lugtesansen, inden de kom med i panelet, men det er ikke en garanti for, at de tilsammen har en gennemsnitlig næse.

»Deres lugtesans skal bare ligge inden for nogle bestemte, temmelig vide grænser,« siger Jens Vang.

»Så der vil altid være en usikkerhed.«

Landscentrets konsulenter og Jens Vang og hans kolleger har fundet ud af, hvor meget der faktisk lugter fra staldene. Nu er det så op til politikerne at finde ud af, hvor meget der må lugte.

Lars Harritsø fra Landscentret med en pose lugt.

Jens Vang viser, hvordan testpanelet får lugten ind i næseborene.