»Hold så op med det hosteri!«
Jeg kan ikke lade være både at være og lyde irriteret. Knægten hoster. Og hoster. Og hoster.
»Vask lige tastaturet, når du går fra computeren,« formaner jeg faderdumt, da han for 50. gang den dag hoster ud over tastatur og skærm på den computer, som han føler sig bundet til.
»Må jeg tage i byen i aften?« hoster han, og jeg svarer med det samme.
»Nej. Du kan ikke både være syg og tage i byen.«
Han ser surt på mig, men er åbenlyst for træt til at protestere.
»Vask fingrene, inden du rører ved maden,« formaner jeg tåbeligt endnu en gang.
»Jeg vil ikke smittes.«
Han kigger opgivende på mig, hoster og skyller overfladisk sine hænder.
Han hoster om morgenen, og vi serverer kamillete. Han hoster til middag, og vi tilbyder ham hyldebærsaft.
»Giv mig hellere en cola,« hoster han som svar på vores venlige tilbud.
Vi overgiver os og serverer kølig cola suppleret med hostesaft.
Knægten hoster videre, og til sidst sender vi ham til læge.
»Jeg er sikker på, at han har lungebetændelse,« betror jeg min kloge kone.
»Det har vi trods alt overset en gang før,« fortsætter jeg og demonstrerer dermed min fremragende hukommelse. Begivenheden fandt sted, da drengen var fire - nu er han 16 og selvstændig.
Fire timers ventetid i lægens venteværelse og 10 minutters konsultation senere kommer han ud og meddeler, at lægen har sagt, at han skal blive rask af sig selv.
»Må jeg for resten godt besøge en kammerat (host)?«
Jeg er på nippet til at sige nej, men på den anden side: Drengen smitter vel ikke mere?
Næste morgen er han så dårlig, at vi må holde ham hjemme fra skole endnu en dag. At han ikke spiller komedie, er jeg sikker på, for han keder sig åbenlyst i sit faderlige selskab. Først dagen efter, at han hostende er blevet afleveret på sin efterskole, begynder min kloge kone at få det skidt.
Om aftenen hoster hun, dagen efter hoster hun, og til sidst får hun sin læge til at ordinere hostesaft med opium. Hun sluger det og hoster videre.
Vi står op med sorte rande under øjnene, jeg serverer kamillete for hende - det er det eneste, der hjælper, erklærer hun sødt - og vi er ved at løbe tør for både kamilleblomst og hjemmelavet hyldebærsaft.
»Godt det ikke er mig,« får jeg sagt og høster et køligt blik som fortjent.
Hun er slet ikke holdt op med at hoste, da jeg selv begynder.
En uge varer det, og jeg har det elendigt.
»Han er så syg, som kun en mand kan være det,« erklærer min søde hustru med en slet skjult henvisning til sin klare overbevisning om, at mænd tåler mindre end kvinder. Min kønne datter bifalder og ler sin søde latter.
Jeg hugger min kones hostesaft, men bliver alligevel smidt ud af soveværelset, fordi jeg har kombineret mit sædvanlige snorkeri med hosten. Det er trods alt for meget - selv efter 20 års ægteskab.
Det er dog min dejlige søn, der sætter trumf på, da han kommer hjem på weekend fra efterskolen.
»Husk nu at vaske dine hænder,« formaner han - nu uden host - da jeg hoster mig gennem fridagene.
»Vi vil jo nødig smittes«!