Log på Forside
 
Gør plæneklipperen vinterklar
Sådan sikrer du, at plæneklipperen også kan starte til foråret efter en lang vinterdvale
Rengøring og smøring af plæneklipperen er meget vigtigt, før den stilles væk for vinteren. Ellers riskerer den at tære og ruste.

Du har lige slået græsplænen en af de sidste gange inden vinteren. Og der er uendeligt længe til foråret.

"Plænen skal nu nok have endnu en tur inden vinter," undskylder du over for dig selv, mens du nødtørftigt stiller plæneklipperen på plads og lunter ind til en kop varm kakao med familien i det efterårsklamme vejr. Men inderst inde ved du godt, at det nok var sidste gang for i år.

"Den står jo lunt og godt, og der er god tid til foråret," forsikrer du dig selv om, når du med jævne mellemrum kommer i tanker om plæneklipperens sølle tilstand. Men pludselig er foråret der, græsset gror, og du har glemt alt om vinterklargøringen.

Det er, ifølge John Thomsen fra Maskin Service Nord i Vestbjerg lige nord for Ålborg, en rigtig dårlig ide. For man risikerer at stå med en livløs plæneklipper, der er tæret af rust, når foråret kommer.

Vinterklar

Når man har slået plænen for sidste gang inden vinter, skal man køre plæneklipperen tom for benzin eller tappe benzinen af. Man kan også hælde additiver i benzinen, så benzinen ikke mister sin kraft, men kan holde sig hele vinteren.

"Men det allervigtigste er at gøre knivkassen ordentlig ren for græs og jord for eksempel med en haveslange eller højtryksrenser - ellers tærer og ruster plæneklipperens metaldele i løbet af vinteren. Når den er tør, skal selve knivkassen smøres ind i olie, tectyl eller lignende," siger John Thomsen og advarer:

"Pas på, når plæneklipperen vendes på hovedet, for den må kun vippes én vej. Tændrørene skal vende opad, ellers løber benzinen over i luftfilteret. Tjek eventuelt i manualen, hvad der gælder for din model."

"Derpå skal plæneklipperen smøres i hjul, lejer eller smørenipler alt efter model og type.

På en plænetraktor skal batteriet tages ind og lades op et par gange i løbet af vinteren, ellers virker det ikke til foråret," anbefaler han og minder om, at et batteri skal opbevares frostfrit.

Plæneklipperen skal overvintre tørt - og helst inden døre.

Forårsklar

Man kan selv vælge, om plæneklipperen skal gøres klar til foråret samtidig med vinterklargøringen, eller om man vil vente med den del til om foråret.

Ifølge John Thomsen indebærer forårsklargøring skift af olie hvert år, og så skal filter og tændrør renses eller skiftes.

Man skal også tjekke, om kniven skal slibes eller eventuelt udskiftes. En sløv kniv river nemlig græsset af i stedet for at klippe det, og det giver flossede kanter, der hurtigt bliver gule. Ryster maskinen mere end normalt, kan det også være nødvendigt at afbalancere kniven. Men så er plæneklipperen også klar til endnu en græssæson.

Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: