Log på Forside
 
Landmænd støber kæmpekrukker
To deltidslandmænd har fundet en anderledes niche - de bruger al deres fritid på at støbe og udvikle kæmpekrukker - i russisk stil, men i dansk kvalitet.
Foto: Merete Hattesen.
Den største af krukkerne vejer 600 kg og er to meter lang og en meter bred, så den er ikke sådan at flytte med.

Drømmer du om en stor, flot krukke til gårdspladsen eller haven med plads til rigtig mange blomster? Men har svært ved at finde dem store nok? Fortvivl ikke, løsningen er nær.

En 600 kg urokkelig granitkrukke på to gange en meter kan du nemlig få hos Poul Poulsen fra Lem ved Ringkøbing - men det er også den største af slagsen. Han har indrettet en stor del af sin deltidsbedrift til at støbe kæmpekrukker sammen med sin nabo og fætter Jens Poulsen.

Til daglig er Poul Poulsen klovbeskærer og tyrekalveproducent, mens Jens Poulsen driver en maskinstation.

Russisk inspiration

Inspirationen fik de på en rejse til Ukraine forrige år, hvor de faldt over de megastore krukker. Først forsøgte de at importere dem, men det kunne ikke betale sig, da de var for fragttunge.

Desuden var kvaliteten af de russiske krukker mildest talt elendig. Krukkerne skulle ligne granit, men var støbt i grå beton, der revnede for et godt ord.

Så fætrene Poulsen købte i stedet 60 forskellige forme af russerne og satte sig for at lære at lave kæmpekrukker i solid, dansk kvalitet.

Krukker alle vegne

Poul og Jens Poulsen begyndte produktionen af krukker for et halvt år siden. Alt foregår med håndkraft. De har prøvet sig meget frem for at finde den rigtige teknik og kvalitet. Og i dag vrimler det med krukker i alle størrelser, former og farver overalt på gården - mange i anderledes modeller end dem, man plejer at se.

Krukkerne laves i sort, hvid eller rød granit eller gråt cement, der eventuelt kan males. Overfladen kan fås glat (mat/blank) eller ru med blotlagte sten.

Prisen for krukkerne begynder ved 300 kr. for de små krukker og op til 4900 kr. for den allerstørste model

Poul Poulsen:

Tlf. 24 60 03 46.

Jens og Poul Poulsen bruger meget af deres fritid på at støbe kæmpe krukker.
Lageret hvor nogle af krukkerne opbevares.
Et lille udvalg af de mange, mange krukker, der fås i forskellige farver, størrelser, former og overflader.
At støbe kæmpekrukkerne er en længere proces, hvor alt foregår med håndkraft: Først smøres formens sider ind i noget kemikalie, der bestemmer udseendet af krukkens overflade. Derpå hældes stenmassen i formen på én gang. Formen lukkes med 80 bolte og stilles til hærdning i fire dage. Men så er krukken også ens hele vejen igennem, og tåler højtryksrensning og algerensning uden problemer, fortæller Poul Poulsen.
Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: