Log på Forside
 
750 kom til møder om fyr og fyring
Både i Nibe og Roskilde var der ikke plads til alle, der havde lyst til at høre om valg af fyr og brændsel.
Foto: Marianne Fogtmann.
På energimøderne var der også mulighed for at få en snak med producenter og forhandlere.

En stor succes. Det kan man roligt sige om de fire møder om fyr og fyring, som Land&liv holdt i oktober i samarbejde med energikonsulenter fra Dansk Landbrugsrådgivning, BG Bank, Tryg Forsikring og fire landbrugsskoler. I alt 750 deltog i møderne. Både på det første møde på Nordjyllands Landbrugsskole i Nibe og på det sidste på Landbrugsskolen Sjælland i Roskilde var der ikke plads til alle, som havde lyst til at blive klogere på valg af fyr.

200 mødte op på Nordjyllands Landbrugsskole i Nibe, 130 på Dalum Landbrugsskole i Odense, 250 på Grindsted Landbrugs- og Husholdningsskole og 175 på Sjællands Landbrugsskole i Roskilde. Alle steder fik deltagerne en masse faktuel viden om valg af fyr og brændsel, finansieringsforhold og bygningsmæssige krav til fyrrummet, der også har betydning for forsikringspræmien.

I tilgift var der mulighed for at se fyringsanlæg og få en snak med producenter og forhandlere og en personlig drøftelse med både bank- og forsikringsfolk.

En fyldigt udvalg af de oplysninger, der blev lagt frem på møderne om fyr og fyring, kan du finde på Land&livs hjemmeside.

Beregn besparelse

»Hvis du vil vide mere om fyr og fyring, er der rigtig mange informationer at hente på Landscentrets hjemmeside om biobrændsler. Her kan du også finde et regneark, hvor du kan beregne, hvad du kan spare ved at fyre med biobrændsel.«

Det var et af de råd, maskin- og energikonsulent Hans Henning Sørensen, Østlige Øers Maskinrådgivning, kom med på mødet i Roskilde.

Men selv om biobrændsler er billigere end fyringsolie, så bad han deltagerne huske, at der skal investeres i et fyringsanlæg, og at arbejdsindsatsen normalt bliver lidt større, når der skal fyres med et biobrændsel. De billigste biobrændsler forudsætter ofte de største investeringer og giver mest arbejde.

Halm er billigt, fordi det er et restprodukt, man ikke bliver beskattet af. Men halmfyr kræver stor investering og er først interessant, hvis man har et stort varmeforbrug.

Fyring med skovflis er også billigt.

»Men det er noget skab. Flis bliver nemt fyldt med mug og skimmel. Man skal have maske på, når man arbejder med det. Ellers kan man blive noget så sløj,« lød det advarende fra Hans Henning Sørensen.

Han anbefalede at beregne kedelstørrelsen på Teknologisk Instituts hjemmeside. Her kan man udskrive en liste over alle anlæg i den størrelse, der passer til det olieforbrug, man hidtil har haft. Har det været på 4000 liter er der eksempelvis brug for et 12 kW fyr.

Betal når det kører

»Husk at kontakte en revisor, inden du træffer beslutning om at investere i nyt fyr,« lød et kontant råd fra Hans Henning Sørensen. »Regn uden skat i første omgang.«

»Når beslutningen om fyr er truffet, og der skal laves købsaftale, så er det en god ide at aftale, at man betaler, når anlægget kører,« lød et andet godt råd fra Hans Henning Sørensen.

Beregn besparelse på www.landscentret.dk/biobraendsel

Valg af stokerfyr kig på www.teknologisk.dk/911

Elever på Dalum Landbrugsskole viste interesse for fyringsanlæg, da der var energimøde i Odense.
Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: