Log på Forside
 
Deltidslandmænd vejer tungt
De betaler 50 procent af kontingenterne til Dansk Landbrug.
På Danske Deltidslandmænds årsmøde blev Tage Hansen, der repræsenterer landboforeningerne, genvalgt som formand.

Danske Deltidslandmænd er en blandet flok, der har det til fælles, at de ikke lever af landbrug alene. De har, hvad der med et EU-bureaukratisk ord, hentet fra Landdistriktslovgivningen, kaldes semisubsistens landbrug.

Udtrykket blev bragt frem på Danske Deltidslandmænds årsmøde i Kolding af Henrik Bertelsen fra Ribe Amts Familielandbrug. Han mente dog ikke, at udvalget skulle begynde at kalde sig Danske Semisubsistenser.

Men selv om deltidslandmænd altså ikke er fuldtids erhvervslandmænd, så vejer deres hoveder tungt i organisationen Dansk Landbrug. Her er nogle tal, som Tage Hansen, formand for Danske Deltidslandmænd, bragte frem i forbindelse med beretningen på det velbesøgte årsmøde:

- Deltidslandmænd betaler 50 procent af de samlede kontingenterne til Dansk Landbrug.

- 31,4 procent af omsætningen i Dansk Landbrugsrådgivning står deltidslandmænd for. For et år siden var det 27,9 procent.

- Cirka halvdelen af de markplaner, der udarbejdes, er til deltidslandmænd.

- 42.000 landmænd betaler for regnskabsføring. Heraf er de 15.000 fuldtidslandmænd og de 24. 000 hobby- og deltidslandmænd.

- 20 procent af landbrugsarealet dyrkes af deltidslandmænd, som også betaler 20 procent af pesticidafgifterne.

"Derfor skal rådgivningen også afspejle medlemmernes sammensætning, og det gør den ikke endnu," fastslog Tage Hansen.

"Nye folk på landet er innovative og kreative. De har eksemplevis brug for at få udviklet markedsundersøgelser. I rådgivningssystemet skal der være mere risikovillighed over for de små brug - ligesom man har udviklet udlandsrådgivning til de store," rådede Tage Hansen.

At Dansk Landbrug har besluttet, at der skal være lavere kontingent til deltidslandmænd, betragter han som et delvis gennembrud for de synspunkter, Danske Deltidslandmænd længe har kæmpet for.

Med en ny struktur i Dansk Landbrug bliver der indført graduering af kontingentet målt efter bedriftens landbrugsomsætning. Der bliver tre niveauer.

De medlemmer, som har en omsætning på under 300.000 kr., betaler et kontingent på 650 kr. Mellem 300.000 og 1,4 mio. kr. skal der betales 975 kr., og endelig skal alle med en omsætning på mere end 1,4 mio. kr. betale 1300 kr. Grundlaget for beregningerne er skatteregnskabet for regnskabsåret 2005.

På Danske Deltidslandmænds årsmøde var der ikke kun alvorstunge taler, men også noget at grine ad. Eksempelvis fik Rulle Grabow, der er redaktør for Landbrugsraadets blad, FoodCulture, munterheden til at brede sig, da hun i rablende tempo fortalte om, hvordan medierne skal tackles.
Grethe Rasmussen fra Familielandbruget blev igen næstformand. De to blev rost som makkerpar.
På Danske Deltidslandmænds årsmøde blev Tage Hansen, der repræsenterer landboforeningerne, genvalgt som formand og Grethe Rasmussen fra Familielandbruget blev igen næstformand. De to blev rost som makkerpar.
Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: