"Ærlig talt - det må da være til at huske at låse døren hver gang, I går hjemmefra!!"
Jeg har hævet stemmen en anelse over det sædvanlige. Igen er jeg vendt hjem til et hus, hvor mindst én dør står ulåst.
Børnene kigger tilbage på mig, uden at der er den mindste grad af anger at spore i deres blikke.
"Jamen - vi har ingen nøgler, far."
Og det er rigtigt nok. Det er allerede et stykke tid siden, jeg byggede det skur om, hvor vores "hemmelige" plads til nøglen befandt sig. Nu er den "hemmelige" plads forsvundet, og stort set siden har der været fri adgang til vores begrænsede værdier.
"Jeg vil ikke gå med nøgle," erklærer knægten kategorisk, indtil jeg får ham overbevist om, at så kan hvem som helst gå ind og hente den nye computer.
"Kan vi ikke bare finde et andet sted til nøglen," foreslår min kloge kone. Men nej, jeg vil have styr på tingene nu. En nøgle, der er gemt et hemmeligt sted, kan altid findes. Det er bevist utallige gange, forklarer jeg min familie, der adspredt hører efter.
Dagen efter får jeg fabrikeret nøgler til døren - fire styk. Reservenøglen har vi i forvejen, og så er der ellers nøgleuddeling.
"Tag selv den, I bedst kan lide," siger jeg sarkastisk, da jeg lægger de fire ens nøgler på køkkenbordet.
Der bliver de liggende et par dage, til jeg igen puster mig op.
"Når I kommer hjem i dag, vil I finde huset låst. Hvis I ikke kan komme ind, er det bare ærgerligt," bebuder jeg en smule dramatisk.
Da de går fra morgenmaden, er alle nøglerne - på nær min egen - forsvundet.
Egentlig kan resten af historien fortælles ganske kort: Jeg er selv den første, der vender hjem til en låst dør. Lidt ærgerligt selvfølgelig, at de ikke fik min velfortjente straf at føle - men OK - der er da i det mindste låst.
Det er først, da den gruelige sandhed går op for mig: Jeg har glemt min nøgle. Gennem vinduet kan jeg se, hvordan den stadig ligger på køkkenbordet og griner ad mig.
Reservenøglen, som skal ligge placeret et særligt hemmeligt sted, har jeg heller ikke fået lagt på plads. Med andre ord: Jeg er lukket ude!!
Et kort øjeblik overvejer jeg at ringe efter min kloge kone, men alene tanken om de kommentarer, det vil medføre, afholder mig fra at gøre forsøget.
I stedet prøver jeg min kønne datter. Ikke fordi jeg tror, hun kan bestikkes til at holde mund, men lidt medlidenhed med en gammel, forkalket far, kan man vel forvente.
Men nej! Hun har ikke tid til at komme hjem lige nu, meddeler hun. I stedet har hun et konstruktivt forslag:
"Kan du ikke prøve at komme ind gennem soveværelsesvinduet. Det står næsten altid åbent. Det plejer jeg at gøre," forklarer hun i telefonen.
Jeg får hende til at love fuld diskretion med min forglemmelse og tager endnu en runde om huset.
Heldigvis vender soveværelsesvinduet ud mod husets bagside. Og heldigvis står det på klem.
Det tager mig under fem minutter at bryde ind i mit eget hus uden at efterlade spor.
Det giver mig anledning til ved aftensmaden at fortsætte mit foredrag om tyverisikring:
"Det er for galt, at I aldrig sørger for, at vinduerne er lukkede, når I tager hjemmefra!" siger jeg med alvorlig røst.
"Nå," svarer min kloge kone, "det har du da vist kun grund til at være glad for."
Min kønne datter stirrer ned i suppen og kan slet ikke holde et fnis tilbage.
"Jeg har jo sørget for at få nøgle med," lyder det fra den ikke længere så langhårede teenager.
"Jeg har den i en snor om halsen. Måske skulle du også prøve det!" fortsætter han og demonstrerer sin opfindelse.
Næste dag sørger jeg selv for at låse og lukke alle vinduer, inden jeg tager af sted.
Så ved man, det er gjort ordentligt.