Fårene skal skilles fra vædderen og vædderlammene fra gimmerlammene.
Vi har gjort det masser af gange før, og vi ved præcis, hvor det kan gå galt. Som sagt: Ren rutine.
"Jeg kan nemt fange dem," praler jeg overlegent over for min kloge kone, der har en særlig måde at se tvivlende ud på.
Vi bruger det sædvanlige middel: Naboens lækre valsede korn. Det virker hver gang: Fårene farer ind i huset, min kone lukker behændigt for leddet - og så mangler vi kun selve kønssorteringen.
Det er teorien. Denne oktoberdag er realiteten, at et enkelt får og et enkelt lam foretrækker at blive ude på den grønne græsmark.
"Pyt," siger jeg, "det er garanteret et gimmerlam. De er altid så nervøse."
Herefter går vi videre til punkt to på dagsordenen: Gimmerlam og får sendes ud på marken, vædder og vædderlam skal blive i stalden. Overraskende hurtigt er vi færdige - også med at tjekke yvere på fårene. Jeg får etableret fodring i stalden, og alt synes i den skønneste orden, så vi med god samvittighed kan drage i byen om aftenen og indtage et velfortjent måltid.
"Er du sikker på, at det er et gimmerlam, der går ude på marken?" spørger min kloge kone, da vi er færdige.
Egentlig behøver hun slet ikke at spørge. Med sine skarpe øjne har hun allerede "set hans kugler", meddeler hun kyndigt.
En hurtig gennemgang af besætningslisten bekræfter hendes iagttagelse.
Så er det, jeg begynder på noget desperat: Jeg vil ganske enkelt løbe det dumme vædderlam ind. Jeg kan holde længere, end det kan, er jeg sikker på - en strategi, der er mislykkedes flere gange flere år i træk.
Men nu skal min kone for alvor få at se, hvad de seneste måneders løbetræning har resulteret i.
Iført støvler og kedeldragt forsøger jeg mig et kvarters tid, mens min kloge kone opgivende ser til. Selvfølgelig vinder vædderlammet.
"Men havde jeg haft det rigtige tøj på, havde jeg fanget den," forsvarer jeg mig forpustet.
Vi kører fra ejendommen med følelsen af ikke at have løst vores opgave. Lige inden vi forlader stalden, betragter vi hegnet, der skal adskille hunner og hanner.
"Tror du, det kan holde," spørger min kloge kone tvivlende.
"Måske," kan jeg ikke lade være at svare.
"Jeg spekulerer på, hvad der er størst: Kønsdriften eller lysten til mad," fortsætter hun sine betragtninger, inden vi bliver enige om, at der ikke er plads nok til, at vædderne kan sætte af og springe over hegnet.
Da jeg næste morgen inspicerer stalden, mangler der to af de væddere, vi fangede aftenen før.
De afslører sig på det smørrede grin, de får om munden hver gang, de nærmer sig et brunstigt får. Det lykkes mig at fange den ene vædder, da han er distraheret af netop et dejligt får, og jeg får ham smidt ind til de andre hanner.
Men to væddere på en mark med masser af villige damer er mindst to for mange.
Jeg forstærker afspærringerne og vurderer tilfreds resultatet: Det er det rene Alcatraz.
"Vi tager dem i morgen," forsikrer vi hinanden ved aftensmaden, da jeg har forklaret, hvor flugtsikker vores stald er blevet.
Morgenen efter mangler der endnu to vædderlam, opdager jeg ved min morgeninspektion.
Jeg tør ikke ringe og fortælle min kloge kone resultatet af mine anstrengelser med at gøre stalden flugtsikker.
I stedet fodrer jeg forsigtigt de dyr, der går udenfor. De stormer mig begejstret i møde, da jeg kommer med kornspanden - bortset fra to vædderlam, der holder sig beskedent i baggrunden.