"Er det din skjorte, der ligger der?" spørger min kloge kone uskyldigt.
Hun peger på den stol i soveværelset, hvor jeg lægger det tøj, som jeg ikke lige bruger.
"Er det også dine bukser? Og hvad laver de strømper på gulvet?"
Jeg tror godt, hun ved, at skjorten og bukserne er mine. Hun ved også godt, at strømperne ligger, hvor de ligger, fordi de ikke lige nåede ud i vasketøjskurven - hun spørger altså ikke for at få svar.
I det hele taget spørger hun meget sjældent for at få svar.
"Skal jeg tage den røde bluse på til festen i aften," kan hun finde på at sige - uden spørgsmålstegn.
Da jeg var yngre kunne jeg finde på at sige, at den sorte klædte hende bedre.
"Synes du virkelig?" svarede hun så og så skeptisk på mig.
"Er du sikker?"
"Ja, sort klæder dig altid godt!" kunne jeg så svare.
"Gør rødt ikke det?"
"Jo, men sort er pænt til dig."
"Jeg tror nu alligevel, jeg tager den røde på. Synes du ikke også, den er pæn?"
Og den slags spørgsmål ved selv jeg, at der kun gives ét svar på.
Det forholder sig lidt anderledes, når hun spørger om tøjet på min stol. Spørgsmålet indeholder en anklage, og jeg kan ikke lade være, men kaster straks et kritisk blik på hendes stol:
"Bruger du virkelig alt det tøj, du har liggende der?" spørger jeg henkastet.
"Ja, skulle du spørge fra nogen?"
Det ender næsten altid på samme måde:
"Synes du, jeg skal tage øreringe på i aften?"
"Ja, det ville da være fint!"
"Nej, de er alt for tunge, og det er alligevel ikke så fint - det, vi skal til."
Og så er det, jeg ikke kan lade være at sige: "Hvorfor spørger du?"
Det spørgsmål får jeg selvfølgelig ikke svar på.
Til serien af spørgsmål hører også dem, der handler om at blive færdig:
"Hvornår er du færdig med at rydde op ude i værkstedet?"
"Får du snart tid til at sætte hylder op i soveværelset?"
"Er det ikke ved at være to år siden, du lovede at lave skabslåger i køkkenet?"
Det sidste spørgsmål piner mig lidt. Det er faktisk tre år siden, jeg bekendtgjorde, at de trekantede låger, der skal sidde under trappen, skulle jeg nok selv lave. Tømreren ville være alt for dyr. Jeg har dem - næsten - færdige, og det har de sådan set været et års tid. De er lavet efter alle kunstens regler - den del af dem, der er lavet - og det er selvfølgelig det, der er et af problemerne.
Men det største er nok bare, at jeg ikke har fået taget mig sammen til det sidste nøk.
Jeg laver dem til mine sløjdaftener i husflidsforeningen, og selv der - hvor projekter ellers godt kan trække i langdrag, der mere skal måles i år end i måneder - har mine trekantede låger opnået kultstatus som et projekt, der aldrig bliver færdigt.
Så jeg svarer lidt vrissent:
"De skal nok blive færdige, men hvorfor spørger du om det lige nu?"
Intet svar. Men næste dag er den der igen:
"Jeg er så glad for mit nye køkken - selvom det er tre år gammelt. Det eneste, jeg er ked af, er det rod, der er under trappen - der, hvor vi skal have låger," siger hun og smiler sødt.
Jeg tror, kvinder er født med at kunne sige den slags ting på en måde, så mænd ikke kan svare. Min mistanke får jeg bekræftet om aftenen, da vores kønne datter vender hjem fra arbejde:
"Hvorfor har vi egentlig aldrig fået låger på de skabe der?" spørger hun uskyldigt.
Bemærkningen afføder straks en moderlig omfavnelse. Selv går jeg ud i værkstedet for at rydde op.