Log på Forside
 
Indhent flere tilbud hvis du vil skifte forsikringsselskab
Det er vigtigt at sammenligne forsikringstilbud efter ens udbudsmateriale.
Arkivfoto: Jens Tønnesen
Se på dækningen frem for prisen, lyder et godt råd om forsikring.

»Se på dækningerne frem for prisen på forsikringen, for det er det, der betyder noget, hvis der sker skader. Så betyder en forskel i forsikringsprisen på nogle tusinde uendeligt lidt.«

Det siger Arne Winther, som er uvildig forsikringsrådgiver i Forsikringsmægling Landbrug i Hobro-Aalborg Landboforening. Han er en af i alt fire exam. assurandører i Danmark, der er godkendt af Finanstilsynet til at lave uvildig forsikringsrådgivning og licitationer for landbrug. Alle fire er mere eller mindre tilknyttet de lokale landbrugscentre.

Sammenlign tilbud

De fleste landbrugsforsikringer løber over fem år med tre måneders opsigelsesfrist, typisk med udløb ved et årsskifte - det vil sige 1. oktober. Arne Winther anbefaler, at man i god tid før henter tilbud hjem fra tre forsikringsselskaber for at være sikker på, at man er optimalt dækket og til den bedste pris. Også selvom man egentlig er tilfreds med sit forsikringsselskab. For når selskaberne kommer ud i konkurrence med hinanden, er det ikke ualmindeligt, at de slår temmelig meget af prisen og forbedrer dækningen.

Ens vilkår

»Det vigtigste er dog, at man sammenligner selskabernes tilbud på ens vilkår. Det nytter ikke noget, at man bare får tre forskellige tilbud hjem fra tre firmaer, for de er umulige at sammenligne. Selvom tilbuddene ved første øjekast ligner hinanden, kan de være meget forskellige i deres dækning, fordi selskaberne vurderer tingene forskelligt. Og det er en ren jungle at hitte ud af,« siger Arne Winther.

Han anbefaler, at man sætter et detaljeret udbudsmateriale op, som selskaberne skal give tilbud ud fra, så de har samme betingelser og udgangspunkt. Først da er man sikker på, at dækningen er den samme, og kan reelt sammenligne tilbud og priser. Og han har mange eksempler på, at man på denne måde både kan få en bedre dækning og samtidig spare penge.

»På denne måde oplever jeg faktisk ikke utilfredshed over forsikringerne fra landmændenes side. For de ved lige præcis, hvad deres forsikring dækker. Utilfredshed opstår kun, når man ved en skade pludselig opdager, at forsikringen slet ikke dækker det, man egentlig troede,« siger Arne Winther.

Uvildige forsikringsrådgivere:

Arne Winter, Forsikringsmægling Landbrug, tlf. 96 34 51 18, www.agriworld.dk.

Erik Loumand, Agro Assurance Rådgivning, tlf. 70 20 33 99.

Nikolaj Schmidt, Aabenraa, tlf. 74 36 50 49.

Peter Quizau, Quit Risk, tlf. 55 34 49 87, www.quitrisk.dk.

Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: