Indtagelse af masser af julemad ved årsskiftet blev i gamle dage set som en chance for at få et godt og frugtbart nyt år . Tegning Marianne Fogtmann

Hvis nogen i dag mener, at der bliver spist og drukket alt for meget i julen, så er de ikke de første, der går til angreb på den del af julens væsen, skønt julespiseri sandsynligvis er essensen af nordisk jul.

I 1736 udkom Erik Pontoppidans skrift "Fejekost til at udfeje den gamle surdejg eller de i de danske lande tiloversblevne og her for dagen bragte levninger af såvel hedenskab som papisme".

Pontoppidan var pietist, startede sin karriere som sognepræst på Als men endte med tiden som biskop i Bergen og prokansler for Københavns Universitet.

Han brød sig ikke om almuens spise- og festvaner i julen. Hans lille kampskrift taler forarget om "Fylderier og natlige svirregilder", hvor det nærmest var en "Forseelse ikke at svømme i Floder af stærkt øl og Flommefedt". Og folk troede ifølge hans opfattelse på, at "jo mere umådeholdent, man i Julefesten gjorde sin Vom til Gode, des frugtbarere et År blev man lyksaliggjort med".

Pontoppidans konklusion er altså, at julespiseri blev set som et middel til at sikre et godt, frugtbart år.

Det kan man læse på www.historie-online.dk, hvor der er forskellige artikler om julen og dens traditioner. En af dem handler om julemad og juleøl og slutter med følgende forklaring om vores grundlæggende forhold til julespiseri:

"Julen er en nytårsbegivenhed, hvor året vender. Ved at spise og drikke særligt godt i denne tid var ideen, at man måske kunne påvirke det nye år til at indeholde lidt af den samme rigelighed og overflod."

Tilbage i dag er der vel kun at sige, at julemad smager godt og er hyggeligt at indtage i selskab med familie og venner. Det andet har vi naturligvis lagt bag os ligesom resten af vores biologiske reaktioner, som passer til stenaldermennesker.