Log på Forside
 
Latteren fra landet
Tegning: Lars Nørregaard

"Fortsætte som landmand et par år til!"

Komik, der spiller på fordomme om livet på landet, er utallige. Historisk har det oftest været sådan, at det var landmanden, som blev spottet. Naive forestillinger om det stille liv i markerne, arbejdet med dyrene og penge, der står i jord, er velkendte temaer i mange vittigheder.

Tilbage i 1500-tallet var det en fast del af fastelavnsspillene, at den "enfoldige" bonde blev latterliggjort. Tilsvarende finder man i Ludvig Holbergs komedie om "Jeppe paa Bjerget" en særdeles grovkornet karikatur af bonden, som opløftes til baron blot for at blive hånet og latterliggjort.

Men der findes lykkeligvis også en form for landlig komik, hvor det er bonden, der tager til genmæle. For eksempel når det drejer sig om konfrontationen med det overfladiske og hurtigt anløbne bymenneske.

En stresset turist henvendte sig til en bondemand:

"Jeg er lidt sent på den! Hvis jeg nu skrår over din mark, kan jeg så nå 4-toget?"

Svaret kommer omgående:

"Ork ja, og hvis tyren får øje på dig, kan du såmænd også nå 3-toget!"

Den form for komik minder os om, at der findes et svælg mellem den snusfornuftige bonde og den overfladiske storbysnude, som vi aldrig rigtig kommer over. Svælget er ikke lig med fjendskab. Snarere er der tale om det, som man inden for humorforskning kalder " joking relationships" - drillende relationer. Et eksempel er vittigheden om københavneren, der søger arbejde på en gård i Jylland:

"Kan du malke køer og køre traktor?" spørger bondemanden.

"Tja," siger københavneren. " Jeg kan køre traktor, men jeg har aldrig prøvet at malke en!"

Hausgaard og Clausen

Et andet eksempel på den komik, der kan opstå i det fordomsfulde sammenstød mellem land og by, finder man i Danmarks Radios forrygende tv-serie "Der kan man se" fra 1990'erne. De medvirkende, Niels Hausgaard og Erik Clausen, spiller henholdsvis "ærkejyden" og "ærkekøbenhavneren", der sammen kommenterer klip fra DR's arkiv. Kommentarerne udarter sig ustandseligt til skænderier, fordi den tørre, omstændelige jyde og den hurtige, friskfyragtige københavner ikke er i stand til at føre en fornuftig samtale med hinanden.

Man kan også fremhæve den jyske trio "De nattergale", der i slutningen af 1980'erne slog igennem med landeplagen "Uha, da da". Her er det jydens sans for hverdagens småtskårne bagateller, der bliver udstillet på karikeret dialekt:

"A håd været niere og kywe en deodorant

og en kondom - hvis nu a sku' wære heldig.

A hå'd kjøwt'et i æ'kiosk o' æ' rutebilstation

- og det tø'd a egentlig sjel, det var så wældig.

"De nattergale" spiller på nogle dybt konventionelle fordomme om livet i provinsen - fordomme, der måske i virkeligheden er mest udbredte i København og Sjællands-området?

Hvorfor indeholder sammenstødet mellem land og by et potentiale for stor komik? Måske fordi der er noget om snakken. Megen komik handler jo om, at vi genkender handlingsmønstre og livsindstillinger fra vores egen hverdag.

"Det mest forfærdelige ved latteren er, at den indeholder en vis sandhed," har en klog mand engang sagt.

Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: