Log på Forside
 
Min julehave
Dette juletræ behøver ingen pynt.

En tur i haven vidner ikke meget om, at det er julemåned. Lige til nu har det kunnet lade sig gøre at plante.

En del af det, jeg plantede sidste år, holdt ikke til tørken i sommer. Nu har jeg fået plantet på de tomme pladser. Så håber jeg, at det ikke gentager sig i det nye år, at det tørrer væk.

Bedene er gået igennem, og der er pakket masser af blade omkring de mest sårbare og frostfølsomme ting. Kantblomster er plantet om, hvor de var blevet for brede. Stauder, der var blevet for store, er blevet kraftigt beskåret og resten af dem sat ud i læbæltet. Jeg nænner ikke at smide det overskydende væk.

To gange forår

Under arbejdet er jeg blevet forundret over alle de små mirakler i form af udsprungne blomster, der normalt hører andre årstider til. Ofte har de i TV Midt Vest vist udsprungne andengangs blomstring i år. Det må være de meget milde og varme efterårsmåneder, der har haft en finger med i spillet. Selv flotte, gule mælkebøtter og endda udsprungne bøgegrene har de vist. Det plejer ikke at være aktuelt i julemåneden.

Mange af de forårsblomstrende blomsterbuske står allerede nu med masser af knopper på grenene. Forsythiaen behøver vist ikke stå inde ret mange dage, før den kan springe ud.

Efter jul med de mange røde og varme farver er det dejligt med andre nuancer som forsythiaen, der rigtig vil lyse op med sine gule farver.

Julelandskab

De fleste havemøbler er for længst sat i vinterhi. Kun dem her på terrassen ved stuehuset fik lov at blive ude lidt længere, men har nu måttet vige pladsen for dådyr og nisser, som plejer at skabe vores udendørs juleeventyrstemning.

Dådyrene er ret store, fremstillet i glasfiber. Julenisserne er af den type, der kan holde til udendørs ophold og har nu gjort det i flere år. Små lys i træerne og på et lille rækværk sætter kronen på værket.

Naturen har sørget for udsmykningen med mange kogler i flere af grantræerne. Et smukt syn, som jeg fryder mig over, når jeg er en tur ude i det fri.

Bagefter får jeg en kop kaffe med for eksempel en bagt æblekage, som vi her i huset sætter meget pris på. Den er hurtig at lave og falder ikke helt så tungt som mange af vores mere traditionelle julekager.

Dagene er og bliver korte, kun lyst i forholdsvis få timer lige nu her til jul. Om ganske kort tid kan vi mærke, dagene igen bliver længere.

Til sidst vil jeg ønske alle vore læsere en rigtig glædelig jul og et godt nytår med tak for året, der gik.

PS. Dansk Landbrugs Havebrugs- og Idekalender kan stadig bestilles enten på mail, fax eller pr. brev til mig, hvorefter den vil blive tilsendt sammen med et girokort.

En julekirke bygget af sukkerknalde.
Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: