Tegnin: Marianne Fogtmann
Folketinget har vedtaget en ny lov om, hvordan pensioner skal behandles, når ægtefæller bliver separeret, skilt eller dør. Loven træder i kraft 1. januar 2007. Derefter tilhører enhver pension den person, hvis navn står på opsparingen.
Sådan har det stort set altid været med arbejdsmarkedspensioner og overenskomstaftalte pensioner. Det nye er, at det nu også gælder for rate- og kapitalpensioner. Fremover bliver rate- og kapitalpensioner nemlig som udgangspunkt ikke delt ved en eventuel skilsmisse.
Du kan nå det endnu
»Man kan dog stadig nå at tage sine forbehold inden 1. januar, selvom tiden er ved at være knap«, siger Britta Sejr Nielsen fra Økonomi og Jura på Landscentret.
Hun råder til, at hvis man er gift og har en rate- eller kapitalpension, bør man sammen finde ud af, i hvis navn den står. Og ønsker man i tilfælde af en skilsmisse efter 1. januar 2007 fortsat at dele pensionen, kan det være en god ide at aftale det skriftligt i en ægtepagt - uanset om man har tanker om skilsmisse eller ej.
»Det er meget almindeligt, at pensioner inden for landbruget står i mandens navn, da det oftest er manden, der driver virksomheden, og dermed ham, der bedst kan udnytte skattefradraget,« siger Knud Aage Hansen fra Østdansk Økonomirådgivning i Rønnede. Han mener, at landmandsfamilier fortsat bør bruge denne praksis, men fremover tage højde for en mulig stor forskel i pensionsopsparing ved en ægtepagt, så begge parter tilgodeses ved en eventuel skilsmisse.
»En ægtepagt kan laves både før og efter årsskiftet. Man skal bare være klar over, at man ikke har samme pressionsmiddel efter årsskiftet som før. Nemlig at hvis modparten i et skrantende ægteskab stiller sig på bagbenene vedrørende oprettelse af en ægtepagt, har man mulighed for at kræve skilsmisse straks,« siger Britta Sejr Nielsen.
Og ved separations- eller skilsmissebegæringer, der er indgivet til statsamtet eller anlagt ved retten inden 1. januar 2007, skal man nemlig stadig dele eventuelle rate- og kapitalpensioner. Påbegyndes sagen derimod først efter årsskiftet, tilfalder rate- eller kapitalpensionen ham eller hende, hvis navn står på opsparingen.
»Det er dog afgørende, hvordan ægtepagten udformes. Deling af en rate- eller kapitalpension i forbindelse med en separation kan nemlig udløse en afgift på 60 procent af pensionsbeløbet. Men en ægtepagt kan formuleres på en sådan måde, at pensionsordningen opfylder betingelserne i pensionsbeskatningsloven. Og så udløser delingen af pensionsordningen ikke nogen afgift,« advarer Britta Sejr Nielsen.
Familiestyrelsen under Ministeriet for Familie- og Forbrugeranliggender: www.familiestyrelsen.dk.