Log på Forside
 
Renoveret stuehus står som familiemuseum
Foto: Jens Tønnsen
Det gamle stuehus er nænsomt renoveret. Nu står det ubeboet som en slags museum og er indrettet med møbler fra Jens Ulrik Tarpgaards forældre, bedsteforældre, oldeforældre og tipoldeforældre. Egentlig skulle de gamle møbler have været delt mellem de 11 søskende, da forældrene døde, men alle har ladet deres møbler stå, så husets gamle, hyggelige atmosfære kunne bevares.

For to år siden fik stuehuset fra 1860 nyt stråtag og tagkonstruktion. Dermed nærmer renoveringen af den gamle klitgaard, Tarpgaard i Vedersø, få kilometer fra Vesterhavet sig sin afslutning.

De sidste 10 år er huset etapevis blevet nænsomt restaureret udvendigt såvel som indvendigt - med stor sans for at bevare den gamle stil og husets oprindelige detaljer.

Resultatet er, at man føler sig sat 50 til 100 år tilbage i tiden, når man træder over dørtærsklen. Ikke mindst fordi huset er møbleret udelukkende med gamle møbler fra familien Tarpgaards forældre, bedsteforældre, oldeforældre og tipoldeforældre. Huset står som et velbevaret museum om familiens fortid.

Ændrer værdinormer

Jens Ulrik Tarpgaard er niende generation på Tarpgaard og driver en stor mælkeproduktion med 200 økologiske køer. Hans forældre boede i det gamle stuehus indtil 1994, hvor faderen som den sidste faldt bort. Jens Ulrik Tarpgaard har ikke boet i huset siden sin barndom. Han og hans kone Mette byggede nyt stuehus i 1976, 100 meter fra det gamle. Og de har ingen planer om at flytte over i det nyrestaurerede hus.

"Renoveringen var nødvendig, ellers var huset faldet ned om ørerne på os. I 1970'erne, da vi lige havde overtaget gården, var det min mening, at det gamle hus skulle rages ned, så snart mine forældre ikke var mere. Men man ændrer heldigvis sine værdinormer med alderen, og jeg har siden lært at sætte pris på de gamle, oprindelige ting og gårdens lange historie," siger Jens Ulrik Tarpgaard, som ikke ville have på samvittigheden at være den, der fjernede det gamle hus.

Det er listet i Kommunedata som bevaringsværdigt, men det er ikke fredet, og derfor har familien ikke kunnet få økonomisk hjælp til det store istandsættelssarbejde.

Oprindelige detaljer

Det kan være svært at genkende og dermed bevare alle husets gamle detaljer og særpræg. Og stuehuset er også blevet om- og tilbygget flere gange i tidens løb. Men Jens Ulrik Tarpgaard har haft god hjælp af lokale håndværkere under renoveringen.

Murværket er nyfuret, og noget er muret op igen med de oprindelige, gamle, lokale Stabysten, som alle huse på egnen blev bygget af for 150 år siden. Nu er der kun få huse af den slags tilbage, og det har ikke været let at skaffe de gamle sten.

Nogle steder er hele soklen lavet om fra bunden, og skorstenene er muret op igen. Den murede gesims udvendig er med vilje lavet ulige, som den var, for husets gamle skævhed og spil er vigtig at få med under en renovering. Ellers forsvinder husets sjæl, mener familien Tarpgaard. Tagkonstruktionen blev dog rettet lidt ud, da den var meget skæv.

Indvendigt er gulv og loft isoleret, der er kommet gulvvarme under brede fyrretræsplanker, og der er sat nye trævinduer i.

Lille gårdsplads

Oprindelig var gården firlænget, men der er kun tre længer tilbage. Kun stuehuset er fra 1860.

"De andre længer er blevet bygget op igen i 1907 og 1937 - desværre i en helt anden stil, der slet ikke passer til den oprindelige," beklager Jens Ulrik Tarpgaard, der drømmer om at få de to længer genopført med gamle sten og med stråtag - i hvert fald på gårdsiden, så gårdspladsen kan komme til at ligne den oprindelige lille plads fra 1860.

Der har været rigtig mange knopskydninger på bygningsmassen, siden den gamle, firlængede gård blev opført. Derfor er planen at rive nogle af de nyere, ubrugte længer ned og med beplantninger adskille den gamle gård fra det nyere byggeri.

Jens Ulrik Tarpgaards oldeforældres seng er blevet restaureret. I den seng fødte hans mor 11 børn. Og her har hans niece fejret sin bryllupsnat for nylig.
To af møblerne er ældre end huset fra 1860, nemlig en pufbænk til at sidde på og denne dragkiste, som var Jens Ulrik Tarpgaards oldemors medgift i 1860, da hun flyttede ind i det nybyggede stuehus. Et gammelt sagn siger, at en synsk kvinde på egnen i gamle dage kunne forudse en stranding ved Vesterhavet, når hun hørte dragkistens skuffe med ligklæder knirke. Og det stemte altid med, at et skibsforlis var undervejs.
Den murede gesims udvendig er med vilje lavet ulige, som den oprindelig var, for at bibeholde husets gamle skævhed. Sådan et spil er vigtigt at få med under en renovering, for ellers forsvinder husets sjæl, mener familien Tarpgaard.
Jens Ulrik Tarpgaard har selv lagt pigstensbelægningen omkring stuehuset, som den så ud i gamle dage efter mønstret i den gamle gårdsplads. Det usædvanlige mønster, hvor pigstenene ligger på to led og på højkant, så vandet fra taget kan løbe væk, er typisk for egnen og tiden dengang. Stenene fandt man altid i havet.
I gamle dage var den lille gårdsplads endnu mindre end i dag, og staldlængerne var bygget af samme materiale som stuehuset, men længerne er desværre ikke bevaret i gammel stil.
Huset pyntes hvert år i december op med familiens ældgamle julepynt, der går adskillige generationer tilbage.
Op til jul pyntes huset med familiens meget gamle julepynt fra mange generationer, og alle 11 søskende samles hvert år med deres børn for at fejre juledagene og holde de gamle traditioner i hævd.
Stuehuset er blevet om- og tilbygget flere gange siden 1860. Oprindelig var huset meget smalt, men blev lavet 60 cm bredere i 1937. Og så blev der bygget til gavlen, da bedsteforældrene skulle på aftægt. Også den oprindelige hestestald i den ene ende blev senere lavet om til beboelse, og det bærer bygningen stadig præg af.
Jens Ulrik Tarpgaard satte gårdens gamle stuehus fra 1860 i stand og bevarede nænsomt den gamle stil. Selv bor han i et nyt stuehus 100 meter derfra. Det har været en dyr omgang, men penge bestemmer ikke familiens værdinormer. Restaureringen er foregået over 10 år, efterhånden som de havde råd.
Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: