
Foto: Jens Tønnesen
Ifølge Britta Sejr Nielsen fra Økonomi og Jura på Landscentret viser driftsregnskaberne for 2005, at 60 procent af alle heltidslandmandsfamilier sparede op til deres pension i 2005 - med gennemsnitligt 64.000 kr. fordelt over hele aldersspektret. Deltidslandmændenes private opsparing var til sammenligning på 56.000 kr.
For landmænd er ratepension den mest udbredte måde at spare op til pensionen. Det konstater Knud Aage Hansen fra Østdansk Økonomirådgivning i Rønnede.
Han anbefaler primært ratepension til folk, der betaler topskat. Og det gør typisk de landmænd, der hensætter meget til pension. En ratepension giver fradrag i topskatten, og ved senere udbetaling af pensionen, som beskattes som personlig indkomst, kan man måske være så heldig kun at skulle betale mellemskat. En anden fordel ved en ratepension er, at man kun bliver beskattet med 40 procent til arvinger.
Betaler man derimod ikke topskat, anbefaler han en kapitalpension, for der skal man kun betale 40 procent i skat uanset indkomst, når pensionen udbetales. Til gengæld kan man altså ikke trække topskatten fra undervejs.
Livrente har fordele
Ifølge Knud Aage Hansen er livrente en pensionsopsparing, som ikke er særlig udbredt i landbruget. Men den kan være en fordel, hvis man vil oprette en pensionsopsparing, når man er tæt på pensionsalderen. For eksempel ved salg af ejendom. For en livrentes første rater kan udbetales straks - i modsætning til rate- og kapitalpensionen, der kræver fem års hviletid, før man kan få udbetalt de første rater. Der er heller ingen aldersmæssige begrænsninger for, hvornår man må oprette en livrenteordning, hvorimod aldersgrænsen for at oprette en rate- eller kapitalpension er 60 år.
Ved både ratepension og livrente kan man sætte maks. 30 procent af årets overskud i sit landbrug ind om året, blot det er hensat inden årets udgang.
Pension letter generationsskifte
»Jeg anbefaler på det kraftigste, at landmænd sparer op til deres pension, hvis de overhovedet har tilstrækkelig indtjening og likviditet. Og jo tidligere de begynder, jo bedre. Nogle synes måske, at de store prisstigninger på ejendommene de senere år er en slags pension i sig selv, men generationsskifter lettes betydeligt, hvis sælgeren har en stor pensionsopsparing,« siger Knud Aage Hansen.
Han tilføjer, at det ikke kun er ældre landmænd, der tænker på pensionen i dag. Også mange yngre landmænd sparer op til deres pension, hvis de har råd.