Log på Forside
 
40 år i sne og kulde
I år kan Foreningen af Sneryddere fejre 40 års jubilæum. Gode råd og prisvejledninger er tilbudet til foreningens landmænd, der står klar med traktoren, når sneen skal ryddes af veje og fortorv.
Foto: Eva Louise Tangø.
Hans Henrik Thyssen, formand for Foreningen af Sneryddere, studerer - i god tid - kortet over muligheder for snerydning. i over 20 år han han siddet med ved bordet, når timepris og rådighedsbeløb skal forhandles igennem i Københavns Kommune, der bruger 34 landmænd som sneryddere.

Danskerne er kendt i verden for at organisere sig i et utal af små og store foreninger. I den kølige ende af foreningslisten finder vi Foreningen af Sneryddere, som i år kan fejre 40 års jubilæum.

Den blev oprettet tilbage i 1960'erne af en håndfuld sneryddere i Københavns Kommune, og siden er foreningen vokset og vokset.

I dag består den af noget så usædvanligt som »240 traktorer«, som ejes af landmænd rundt omkring på Sjælland, der har fundet ud af at udleje sig selv og en eller flere af deres traktorer til kommunerne, når vintermånederne med slud og sne sætter ind.

100 kr. koster det pr. traktor for et medlemskab. Men så tilbyder foreningen også råd og vejledning - og ikke mindst en priskurant for branchen, så der eksisterer et grundlag til at forhandle løn med kommunerne.

»Vi er ikke en fagforening, men en brancheorganisation,« fortæller foreningens formand, Hans Henrik Thyssen. Han har selv været snerydder i Københavns Kommune i over 20 år og sidder med ved bordet, når timepris og rådighedsbeløb skal forhandles igennem i Københavns Kommune, der bruger 34 landmænd som sneryddere.

»I år blev det til en stigning på 5,7 procent for snerydderne i Københavns Kommune, og de nye priser og takster, vi har forhandlet igennem, sender vi ud til amter og kommuner landet over«, fortæller han.

Mod kølige tider

Hvad fremtiden bringer af aktiviteter og udfordringer for fødselaren, er Hans Henrik Thyssen forsigtig med at udtale sig om.

»Vi har ingen store ambitioner med foreningen, men hvis kommunerne vælger at udlicitere snerydningsarbejdet, så vil vi overveje at byde ind,« fortæller han og gør opmærksom på, at alle landmænd, der arbejder som sneryddere i en kommune, er meget velkomne til at melde sig under foreningsflaget. Hans Henrik Thyssen vil ikke afsløre, hvordan foreningens 40 års jubilæum skal fejres. Men mon ikke, at der bliver tid til et par kolde sneøl på en varm traktorkøler, når vejene er ryddet, og banen er gjort klar til fyraften.

Vi ønsker tillykke!

Er du interesseret i at vide mere om Foreningen af Sneryddere, kan du kontakte formanden, Hans Henrik Thyssen, på telefon 56 50 20 95 eller 40 15 20 95. Foreningen har ingen hjemmeside.

Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: