Eksklusiv ferielejlighed på klitgårdens høloft
Af Anna Dorte Nørgaard
Landbrugets Rådgivningscenter, Byggeri og teknik
Udsigt fra lejligheden på det gamle høloft.
Fem km nordvest for Ringkøbing og kun en km fra Ringkøbing fjord ligger en gammel klitgård fra 1880. Den har siden 1972 været familien Bøgebjergs hjem.
Gården har tidligere været beboet af en tømrer med værksted i den ene længe. Saven blev trukket ved hjælp af en lille vindmølle. I 1956 blev der bygget en ekstra længe mod vest, og den blev dengang brugt som kombineret kvæg- og svinestald. I denne tilbygning på det gamle høloft er der i 2005 indrettet en stor ferielejlighed på 90 kvm.
Søren Bøgebjerg har selv stået for istandsættelse og renovering.
For fugleelskere
Det gamle høloft er en rummelig og eksklusiv ferielejlighed, der appellerer til en målgruppe, som ønsker at bo i et naturområde, hvor mange attraktioner kan nås inden for en kort køretur, men som trods alt ligger for sig selv.
Sådan en ferielejlighed på en gård kan være et attraktivt alternativ til de sammenpakkede sommerhusområder.
Som udlejer af ferielejligheder, som ligger i tilknytning til en privat bolig, har man feriegæsterne tæt på sit eget privatliv. Derfor skal man være bevidst om, hvem man ønsker at udleje til og målrette sin markedsføring mod den ønskede målgruppe.
Søren Bøgebjerg har gjort en aktiv indsats for at henvende sig mod medarbejdere fra større erhvervsvirksomheder rundt omkring i landet. Derudover satser han på naturturister, som kommer til området for at se på blandt andet fugle.
Sådan så klitgården ud i gamle dage. Gården er fra 1880.
På høloftet er der indrettet en eksklusiv lejlighed
Klitgården som den ser ud dag.
Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: