Log på Forside
 
Italiensk grotte afløste garagen
Foto: Jens Tønnesen.
Den italienske gårdhave er indrettet mellem den tidligere garagemur og en række nysatte kampesten. På toppen af stenhøjen til højre står drivhuset. Meget er dækket af frodig bevoksning som vedbend og hortensia. Langs stenbedet er der bygget en grill.

Da Karen og Nicolai Madsen på gården Skønhavn ved Genner Strand i Sønderjylland for godt 10 år siden skulle have flyttet garagen fra kanten af gårdspladsen, var det meningen, at hullet blot skulle dækkes til med jord igen, så det kom på niveau med drivhuset. Men det fik parrets børn forpurret. De syntes, forældrene skulle lave en italiensk gårdhave. Og sådan blev det.

»Vi vidste ikke helt, hvad en italiensk gårdhave var, så vi lavede den bare, så vi fandt den hyggelig. Når parasollen er slået op, virker det lidt som en grotte, så det kalder vi gårdhaven,« fortæller Karen Madsen.

Rigelig fjordudsigt

Den trelængede gård ligger med flot udsigt ud over Genner Bugt i et meget kuperet terræn, hvilket er årsag til de store niveauforskelle på ejendommen. Et af de eneste steder, hvor der ikke er udsigt mod vandet, er fra gårdhaven, og netop derfor bruger ægteparret gårdhaven så meget.

»Det kan lyde mærkeligt, men man kan faktisk godt få nok af flotte udsigter ud over vandet. Det forstyrrer. I gårdhaven er der fred og ro og en masse dejlig læ og skygge,« siger Karen Madsen, der nok ved, hvad hun snakker om. Sammen med sin mand har hun boet på gården med de 30 tønder land i 46 år.

Ombygning

Da garagen blev flyttet, ombyggede ægteparret hele den højre kant op mod drivhuset. Den skulle flyttes lidt ind for at give mere plads i gårdhaven. Samtidig besluttede de sig for at lave drivhus på højen i stedet for den terrasse, der oprindelig lå der. Den kønne stentrappe op til drivhuset blev også anlagt på samme tidspunkt.

Drivhuset og den flotte stentrappe lavede ægteparret samtidig med, at garagen blev sløjfet, og gårdhaven blev etableret.
Den grønne tobakspibeplante med de smukke blade pynter mellem noget pileflet for foden af stenhøjen og vokser op ad en netramme.
Karen og Nicolai Madsen opholder sig rigtig meget i deres lukkede, italienske gårdhave, selvom de har udsigt ud over Genner Fjord fra næsten alle andre steder på gården. Men sådan en betagende udsigt over vandet bliver man også mættet af, siger de.
Den store parasol over havemøblerne fungerer som tag, og med høje kanter på hver side føler man, at man sidder inde i en grotte. I baggrunden ses stuehuset, som er fra begyndelsen af 1800-tallet. De mange hestesko, der pynter rundt om på husene, er alle fundet rundt om i egne marker gennem et langt liv.
Den indbyggede grill er bygget ind i stenbedet lige ved siden af havemøblerne.
Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: