Log på Forside
 
Klip fra Energidoktoren på www.landogliv.dk

Shunt eller ej

Når jeg fjerner den eksisterende akkumuleringstank og fremover bruger min Gejs stoker med træpiller, skal der så være indskudt en termisk ventil (shunt) for at holde temperaturen oppe i bunden af kedlen og i så tilfælde - hvor?

Frank Albrechtsen

Ja, der skal fortsat være shunt på fyret. Temperaturen i bunden af fyret skal - uanset akkumuleringstank eller ej - følge anvisningerne. Shunten skal sidde så tæt på fyret som muligt, det vil sige lige ved fremløbet fra fyret. Sørg for, at rørene er isolerede.

Med venlig hilsen

Jørgen Pedersen

Dansk Landbrugsrådgivning

Landscentret Byggeri & Teknik

Isolering af krybekælder

Vores stuehus med 220 kvm grundflade er bygget 1908 og har delvis udnyttet loftsetage. Huset er opvarmet via træpillefyr, placeret i udhus og udnyttes også til korntørring og opvarmning af medhjælperhus. Hulmuren er isoleret for år tilbage og loftsetagen isoleret i forbindelse med renovering. Der kan om vinteren forekomme fodkulde i stuen (over krybekælder). Kan det hjælpe at isolere krybekælderen, og i givet fald hvordan, og med hvilke materialer?

Søren Bech

Jeg har været så heldig, at min kollega, bygningskonsulent Henrik Frederiksen, Dansk Landbrugsrådgivning, Landscentret, Byggeri & Teknik, kunne hjælpe mig. Så nedenfor får du hans svar på dit spørgsmål:

Krybekælderdækket kan med fordel efterisoleres, så fodkulden minimeres væsentligt. Først monteres en dampspærre af for eksempel 0,15 mm plastfolie helt oppe under gulvbrædderne. Dampspærren hindrer fugt fra det opvarmede rum i at passere ned gennem gulvkonstruktionen. Derved undgås skadelige kondensproblemer i bjælkerne. Dampspærren monteres med 150 mm overlæg og lufttætte samlinger. Tilslutninger mod ydervæg og gennemgående skillevægge skal ligeledes udføres lufttætte. Herved sikres ligeledes mod eventuel radon. Isoleringslaget mellem bjælkerne udføres med for eksempel Rockwool Flexi A-Batts. Isoleringslaget skal ligge tæt op mod dampspærren for at give en lufttæt konstruktion. Isoleringsproduktet skal have et overmål, således at isoleringen fylder helt ud til bjælkesiderne. Under bjælkerne isoleres for eksempel med Rockwool A-Pladebatts 10/Terrænbatts uden nogen form for trækonstruktion under gulvbjælkerne. Ifølge gældende bygningsreglement skal krybekælderen ventileres ud til det fri gennem ventilationsåbningerne i ydervæggen.

Med venlig hilsen

Jørgen Pedersen

Energikoks Vegas 25

Jeg kan købe en Vegas 25 kedel. Kan den bruges til energikoks?

Hilsen

Gert Henriksen

Jeg kender ikke den pågældende kedel.Energikoks udvikler megen varme, og det er langt fra alle kedler, der kan håndtere dette brændsel. Der er med andre ord risiko for "en nedsmeltning" hvis ikke kedlen er konstrueret til at kunne fyre med energikoks. Spørg din smed om kedlen kan anvendes til energikoks.

Med venlig hilsen

Jørgen Pedersen

Valg af stokerfyr

Hej doktor!

Jeg påregner at udskifte mit gamle halmfyr ud med et stokerfyr. Hvilket skal jeg så vælge? Der skal opvarmes cirka 300 kubikmeter. Det skal være så selvstyrende så muligt sommer og vinter. Det må meget gerne være selvforsynende fra ekstern silo i lade ved siden af fyrrum.

Med venlig hilsen

Lasse Larsen

Der findes i dag en lang række gode og velfungerende fabrikater og modeller af stokerfyr - til såvel træpiller som korn. For at finde frem til det stokerfyr, du synes passer bedst til dine forhold, bliver du nok nødt til at gøre lidt fodarbejde - ring rundt til firmaerne og rekvirér noget materiale og nogle brochurer. Studér materialet og snak med din smed om det. Så finder du frem til den rette løsning. Jeg kan desværre ikke anbefale det ene fabrikat frem for det andet, men hvis du holder dig til de mest gængse typer, går du ikke galt i byen. I øvrigt kan jeg henvise til en nyligt afsluttet FarmTest af mindre, stokerfyrede biobrændselsfyr. Den kan findes på www.farmtest.dk. Der finder du en masse information om, hvordan du får mest muligt ud af dit stokerfyr.

Med venlig hilsen

Jørgen Pedersen

Solfangervæske

Skal der være speciel væske i en solfanger, eller kan man bare bruge frostvæske til bil i forholdet 1:1 med vand?

Jess Nielsen

Jeg vil anbefale, at du kigger i instruktionsbogen til dit solfangeranlæg. Der finder du sikkert oplysning om, hvordan du skal holde anlægget frostsikret. Følg instruktionsbogens anvisninger og lad være med at eksperimentere. Hvis dit anlæg er hjemmebygget, er du jo mere fri med hensyn til, hvad du gør. Du kan i reglen læse på dunken med frostvæske, hvor meget frostvæske du skal blande i vandet for at sikre anlægget mod frost. Jo lavere (koldere) temperatur, der skal sikres imod, desto mere frostvæske skal der blandes i vandet. Alternativt kan du måle dig til det. Der findes små, simple målere, som er ganske velegnede til den slags. Én type fungerer ved, at der suges en vis mængde væske op, hvorefter en flyder i væsken viser, til hvilken temperatur væsken er frostsikker.

Jørgen Pedersen

Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: